Erdogan-tilhængere vil lukke munden på mig
De seneste uger har tidligere folketingspolitiker, Özlem Cekic, befundet sig i Tyrkiet, hvor hun er på ferie med sin familie. Hun er midt i det kaos, der hersker i landet ovenpå kupforsøget mod det tyskiske styre, og hun har af flere omgange på de sociale medier rapporteret om de seneste dages udvikling blandt andet indførelse af tre måneders undtagelsestilstand, som præsident Erdogan indførte sent onsdag aften. Men hendes beretninger og synspunkter falder tilsyneladende ikke i lige god jord hos alle. På Facebook fortæller hun torsdag formiddag, at hun modtager trusler fra tyrkere, som er bosat i Danmark.
"Mennesker med tyrkiske rødder der bor i Danmark, og som er Erdogan tilhængere eller tyrkiske nationalister, sender i øjeblikket beskeder, hvor de kalder mig for luder, landsforræder og truer med at melde mig til de tyrkiske myndigheder. Hvorfor? Fordi de gerne vil lukke munden på mig, så jeg ikke kan orientere jer om, hvad der sker i Tyrkiet. Når jeg er tilbage i Danmark, vil jeg gå alle mails og henvendelser igennem. Derefter vil jeg tage stilling til, hvem jeg skal anmelde til politiet," skriver Özlem Cekic, som nægter at lade sig kue.
"De kan ikke lukke munden på mig, og derfor vil jeg blive ved med at skrive om de voldsomme ting der sker i Tyrkiet. I nat har Erdogan fx sat Tyrkiet i en undtagelsestilstand i 3 mdr. Det betyder, at ingen i Tyrkiet må være på gaden uden ID og alle uden grund kan blive kropsvisiteret og få tjekket deres ting. Det betyder også, at der kommer til at være begrænsninger eller suspenderinger på en række frihedsrettigheder uden om parlamentet. Alle udvalg i den tyrkiske parlament bliver sat ud af kraft, og kan ikke længere lovbehandle. Samtidig med antallet af mennesker der er anholdt, tilbageholdt, fyret og suspenderet har rundet de 67.000. Det svarer til hele Randers! Alle de mennesker har i øvrigt udrejseforbud. Websider bliver lukket og journalister, dommere, politibetjente, offentligt ansatte anholdt eller fyret. Jeg mærker det ikke kun i Tyrkiet men også fra de reaktioner, jeg får fra Danmark."
Bekymret
"Hvis nogen skulle være i tvivl: Erdogan er et kæmpe problem for den demokratiske udvikling i Tyrkiet, men løsningen er IKKE et militærkup. Erdogan er valgt af folket og kan kun væltes af folket! Derfor støtter jeg ikke et militærkup, men jeg støtter heller ikke at Tyrkiet skal udvikle sig til et politistat, hvor man er skyldig, indtil det modsatte er bevist. Det er heller ikke et demokrati! Og nej jeg hverken PKK-tilhænger eller Gülen sympatisør. Jeg er en demokratisk dansk borger, som er dybt bekymret for udviklingen i mine forældres land og som ønsker fred og fællesskab mellem befolkningsgrupper. Så længe jeg trækker vejret, vil jeg skrive om dem, der forhindrer det! Uanset om det foregår i Tønder eller Tyrkiet! Det er min ret, og den ret kan ingen tage fra mig," skriver Özlem direkte fra Tyrkiet.