Kryds fingre
'Jeg vil svømme r.... ud af badedragten', skriver svømmeren i et nyhedsbrev
'Jeg vil kæmpe, jeg vil svømme r.... ud af badedragten, jeg vil gøre mit allerbedste, jeg vil leve op til de mål, min træner og jeg sammen har sat. Gør jeg det, må jeg være tilfreds, rækker det ikke til medalje på dagen, vil jeg være skuffet, dybt skuffet, endnu en gang fik jeg ikke opfyldt min drøm, men jeg har lært på den hårde måde at livet går videre. "What doesn't kill you makes you stronger". Kryds fingre ...'
Sådan skriver svømmeren med de stærke rødder til Allerød, Lotte Friis, i et nyhedsbrev, inden hun om kort tid i Rio stiller op til sit tredie - og sidste - OL. Det sker i en trup med i alt 15 danske svømmere.
Lotte Friis, der i dag svømmer for Gentofte og North Baltimore Aquatic Club (NBAC), føler, at hun har forberedt sig så optimalt som muligt.
'Jeg har siden november trænet i min klub NBAC, i en af verdens nok stærkeste distance-grupper. I februar var jeg på Bermuda på træningslejr med det danske landshold. Hele maj måned var jeg på højdetræningslejr. Jeg har svømmet en del stævner i løbet at foråret/sommeren - det seneste var i Austin, hvor jeg svømmede mine hurtigste (ikke nedtrappede) 400 m. og 800 m. fri i 4 år, så det tegner godt,' skriver Lotte Friis i nyhedsbrevet.
To forskellige OL-oplevelser
Lotte Friis lægger ikke skjul på, at de tidligere OL-oplevelser har været meget forskellige.
'I Beijing i 2008 deltog jeg som en del af et talentfuldt dansk svømmehold, et hold hvor målet og forventningerne var, at vi kvalificerede os til nogle finaler, satte nogle danske rekorder og svømmede en masse personlige rekorder. Jeg var med for at lære, mit store mål, som jeg absolut ikke var sikker på jeg nåede, var en finaleplads på 800 m. fri,' skriver svømmeren og fortsætter:
'Min familie var med i Beijing, og da vi mødtes efter min kvalifikation til finalen på 800 med en kæmpestor PR, græd vi alle sammen. Vi var så glade, var så stolte, nu kunne det ikke blive større. Men det blev det jo. I finalen, på de sidste 10-20 cm. af løbet, svømmede jeg forbi Camelia Potec fra Rumænien og vandt bronze. Den mest overraskende danske medalje i Beijing. Det var så kæmpestort, helt urealistisk, helt vildt, det tog mig flere dage at tro på det.'
'I London 2012 var det helt anderledes. I London var jeg medaljefavorit. DIF, svømmeunionen, pressen, det internationale svømmemiljø og ikke mindst min træner og jeg selv forventede en medalje. Det var kun farven på medaljen, ingen ville spå om. Jeg meldte selv ud, at målet var OL medalje.'
'Men højt at flyve, man kan falde rigtig dybt, og det gik ikke som jeg drømte om. På den vigtigste dag i mit liv gik det ikke. Jeg vandt ikke medalje, jeg svømmede ikke op til mit bedste, jeg følte i den grad, jeg svigtede. Jeg svigtede min træner, mine sponsorer, mine venner og familie, som gennem mange år havde hjulpet og støttet mig. Også i London græd jeg sammen med min familie efter løbet, denne gang var det bare ikke af glæde. Det var helt urealistisk, ligesom i Beijing havde jeg svært ved at fatte det. Det skulle have den største aften i mit liv, og så floppede jeg.'
Lotte Friis er sikker på, at 'disse oplevelser, og især min nedtur i London, gør, at jeg denne gang kan håndtere det, uanset hvordan det går', skriver hun. Og hun tilføjer: 'Selvfølgelig drømmer jeg ligesom alle andre atleter i verden om at vinde medalje i Rio.'
Svømmekonkurrencerne i Rio starter 6. august. Lotte Friis svømmer 7. august 400 m. fri og 11. august 800 m. fri.
Man kan læse mere om Lotte Friis' forberedelser mod Rio her: www.facebook.com/pages/Lotte-Friis/53248818974