Et mix af mad, musik og en særlig have
Madhuset Smag i Skindergade i Ebeltoft serverer hver fredag mad til koncerter med musikere med noget på hjertet
?En koncert i madhuset Smags japansk inspirerede have er en ganske særlig oplevelse, som frem til midt i august kan opleves hver fredag aften.
Maden og derefter musikken nydes i Smags oase af en have med et utal af kroge og hjørner, fyldt med eventyr og overraskelser.
Næste koncert er fredag 29. juli klokken 21, hvor der bliver et interessant kulturmøde mellem Danmark og Syrien, når guitaristen Nikolaj Rosengreen spiller spansk guitar i en koncert med Maher Mahmoud, som spiller arabisk oud.
“Maher Mahmoud åbnede dette års Roskilde Festivals Orange Scene sammen med musikeren Damon Albarn,” fortæller Lil Lacy, som står for Smags musikalske program.
Hun er selv sanger, musiker og komponist deler sin tid mellem København og Ebeltoft. Hun trækker i Smags musikalske program på sit store netværk i det danske og internationale musikmiljø.
“Vi præsenterer musik, som man ellers ikke hører. Det er et meget varieret og forskellig sammensat program, men det er unge musikere, som spiller lige fra jazz til ny og eksperimenterende musik.”
Mad mange kasketter
Jakob Vinkler er den travle mand i køkkenet, men han er en iværksætter med mange kasketter på. Han er blandt andet idé- og indholdsmæssigt er involveret i flere Kulturby 2017-projekter, blandt andet Det grænseløse køkken i den nærliggende Maltfabriks gård.
Koncerter om fredagen
Sammen skaber Lil Lacy og Jakob Vinkler et overrumplende oplevelsesunivers med et mix af mad, musik og havens ganske særlige udstråling.
I godt vejr spiller musikerne i havens balinesiske tehus. I dårligt vejr bliver koncerterne afholdt i gårdens beduintelt.
“Vores koncerter er ikke en sceneoplevelse. Man sidder rundt omkring i haven under koncerten, og tanken er at vække en lydhørhed, så man både oplever haven og musikken,” siger Jakob Vinkler.
Madhuset Smags have og køkken er i sommerperioden åben dagligt undtagen søndag, men fredag er hele haven overladt til koncertarrangementerne.
Der er musik hver fredag frem til midt i august. Fredag 5. august optræder sangeren Jacob Bellens, og 12. august Niels Vincentz, saxofon og piano, og Jens Mikkel Madsen på kontrabas.
16. september er der In Solo Duo med Jaleh Negari og Sonja La-Bianca. 21. oktober vender sangerinden og sangskriveren Maria Malmö tilbage til Smag. Koncertprogrammet er støttet af Statens Kunstfond.