Fortsæt til indhold

Go’ musik og lokumsrace til Open by Night

Årets store festaften i Rønde er Open by Night i sommerudgaven med afspærret Hovedgade, underholdning og sydlandsk udeliv

Samfund
Af Martin Schultz

Det er en stensikker tradition med Open by Night i Rønde hver sommer.
Så holder forretningerne udsalg fra morgenstunden, og sidst på eftermiddagen bliver Hovedgaden spærret af. Alle myldrer ud på gaden i en næsten sydlandsk rambla-stemning, hvor der snakkes, hygges, spises og drikkes ned gennem hele Hovedgaden.
Hel tre bands stiller op forskellige steder på Hovedgaden, og flere forskellige steder bliver der mulighed for at sætte sig ned og spise.
“Desuden har vi som altid en række aktiviteter for både børn og voksne,” siger Rønde Handelstandsforenings afgående koordinator Pernille Wierzba, som med Open by Night efter eget ønske takker af og overlader posten og opgaverne til Malene Kløve Dalsgaard.
Men Pernille Wierzba har også denne gang stået for at skrue en sjov og oplevelsesrig aften sammen for hele familien.

Lokummer med rat

På Kaløtorvet holder Rønde Rotary Klub til, og de vil her sørge for vådt og tørt til de mange gæster til tonerne af rocksangerinden Michelle Birkballe og harmonikaspilleren Gunnar Mortensen - hver for sig, forstås. Men rotarianerne må også dele pladsen med Waterballs anlægget, for der er endnu engang blevet genvalg til bassinet med plasticboblerne, som børn kan kravle ind i og sejle rundt i.
“Waterballs er altid en enorm populær aktivitet, så det er med igen i år. Men på motorsiden har vi år ladet racerbilerne blive i garagen, og laver derfor i stedet “lokumsrace”, hvor børn og barnlige sjæle på en rundstrækning kan køre om kap på lokummer, som er udstyret med et rat,” fortæller Pernille Wierzba.
For børnene vil der også være en hoppeborg med en indbygget tarzanbane, så man på gyngende grund skal bevæge sig rundt på en forhindringsbane.

110 gennem Kolind

På den musikalske side kommer der også til at ske meget, og det er lige fra toppen af Rønde ved Trangbæks Boghandel og Café Laurits, hvor det lokale band med det karakteristiske navn “110 gennem Kolind” stiller op med deres repertoire af gammel og nyere rock. Bandets navn stammer fra, at musikerne har mødt hinanden som ansatte på Jobcentret i Kolind, og så kan man kun gisne om, med hvor høj fart de mødtei nd på arbejde om morgenen inden Jobcentret i Kolind brændte ned til grunden.
Lidt længere nede ad gaden bliver der dansk retro musik, når bandet Rabalder-Gasolin' & Kim Larsen Kopi stiller op på Markedspladsen. Her er det Bodega Kringlen, som styrer festen, og her vil der som altid være helstegt pattegris på grillen, denne gang med bagte kartofler og hjemmelavet kryddersmør som tilbehør.
“Vi tænder grillen kl. 18 og har også vores kendte festivalpølser på menuen,” siger Annelise Dalgaard fra Kringlen.
På Kaløtorvet er det som nævnt den lokale rockmama Michelle Birkballe med rødder i Thorsager, som underholder i rock n' roll afdelingen.
Som altid vil også mange af byens foreninger være på gaden for at præsentere sig.