Fortsæt til indhold

Elever uddeler 2.500 gratis kondomer på Smukfest

Samfund
Arkiv

I hvert fald 2.500 deltagere til årets Skanderborg Festival får ikke bare en smuk, men også sikker festival.
”Tak! Fordi I passer på hinanden. Ha' en god og sikker festival!” Det budskab står printet på 2.500 kondomer, som medarbejdere og elever fra social- og sundhedsskolerne deler gratis ud under Smukfest.
"Idéen med denne event er at gøre social- og sundhedsskolerne og uddannelserne synlige over for nye, potentielle elever på en anderledes måde. Engagerede, omsorgsfulde SOSU-elever er hele forudsætningen for at få de dygtigste medarbejdere inden for omsorgs- og plejesektoren. Vi har brug for flere elever, og vi søger dem, der vil gøre noget godt for andre og tænker på andre. Det vil vi gerne understøtte ved at give festivaldeltagerne et kondom og dermed hjælpe dem med at tænke på sig selv og andre og få en sikker festival," siger sekretariatschef i Danske SOSU-skoler Michael Esmann i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Kondomerne bliver delt ud på campingområderne ved Holst og Sølund, men findes også i butikker og restauranter langs hovedgaden i Skanderborg by og ved stationen. Primusmotor for uddelingen er social- og sundhedsskolerne i Silkeborg og Fredericia – Vejle - Horsens.
”Vi er rigtig glade for, at vores budskab er blevet taget så godt i mod. Vi har fået talt med både butikkerne og en masse – måske kommende elever – om vores uddannelser og hvem vi er. Indsatsen må siges at være et hit, og hvis ikke alle kondomerne ryger i dag fredag fortsætter vi lørdag og søndag," siger skoleansvarlig for kommunikation og marketing Pernille Benzon.
-bo

Kondomerne findes også i butikkerne i Smukby på Adelgade
De gratis kondomer bliver delt ud i campingområderne på Holst og Sølund