Fortsæt til indhold

Ung kunstner ferniserer udstillingen Homeland

Adam Becher fra Fuglsø ferniserer lørdag kl. 11.00 sin udstilling med billeder inspireret af Mols Bjerge

Samfund
Af Martin Schultz

En dag sagde skibstømrer Adam Becher sit job op på havnen i Århus. På vejen hjem til familiens lejlighed i midtbyen smuttede han indenom i en kunsthandel og købte lærred og oliefarver. Det var begyndelsen til en karriere inden for kunsten, som han havde rumlet med i årevis.
Nu er adressen Fuglsø, og oliemalingen og lærredet er skiftet ud med akryl og metalplader i stål og kobber.
Læs også Ung kunst: Når Homeland er Mols Bjerge

Adam Becher er 36 år, far til tre og uddannet skibstømrer på Fregatten Jylland. Inden uddannelsen i Ebeltoft havde han taget hyre på en skonnert og sejlet rundt med den i Caribien.
Derefter arbejdede han på et værft i Canada.
Man kan gætte på, at hans fascination af metalpladerne, som tydeligt er blevet en del af hans kunstneriske liv, er født her.

Kontrollerede tilfældigheder

Adam Becher fortæller om et af sine værker, at han efter at have arbejdet på det, efterlod det udenfor i haven.
En voldsom byge trak stråler og streger i den kun delvis tørre akrylmaling, så beskueren nu kan sanse et drivvådt landskab, hvor en skylle får hele udsigten til at gå i et.
”På den måde stræber jeg imod de kontrollerede tilfældigheder, og jeg ved altid, når et værk er færdigt,” fortæller han.
Naturen og udsigterne i Mols Bjerge betyder meget for ham. Det er hans ”Homeland”, som han har kaldt sine to sidste udstillinger. Den første soloudstilling blev vist på Maltfabrikken i Ebeltoft.
Adams udstilling ferniseres lørdag, den 13. august kl. 11.

Adam Becher. Foto: Martin Schultz