Fortsæt til indhold

Massehysteriet har nået Danmark - mød pop-tvillingerne som væltede Tivoli

Samfund
Af: Juniorreporter Lea Vandsøe

11.000 publikummer var torsdag aften mødt op på Plænen i Tivoli for at se de to 14-årige pop-tvillinger, Marcus og Martinus give deres første koncert på dansk jord - og det var langt mere, end hvad både Tivoli og Marcus og Martinus selv havde forventet.

Men sagen er, at teenagehysteriet efter de to populære 14-årige efterhånden har ramt Danmark lige så hårdt, som det har ramt i hjemlandet, hvor de nærmest har været folkeeje, siden de vandt MGP Junior for fire år siden.
Hos Tivoli har man været meget overraskede over interessen for koncerten, som gjorde, at man måtte flytte den fra den mindre Pavillionscene til selve Plænen få dage før koncerten.
"Vi flyttede koncerten, fordi vi ud fra aktivitet på vores Facebook og andre sociale medier kunne aflæse en større interesse end normalt. LANGT større – faktisk noget af det største vi har oplevet. Vi kan roligt slå fast, at de mange fans ikke holder sig tilbage på de sociale medier – og det gør deres forældre heller ikke, når det gælder spørgsmål om Marcus og Martinus. Vi er stort set blevet spurgt om alt lige fra, hvor de skal aflevere bamser og tegninger til de to til, hvad tid de ville ankomme i lufthavnen," fortæller pressechef i Tivoli, Torben Plank, til Lokalavisen.dk.

Fanpost og fanbesøg

Marcus og Martinus bor til dagligt i den lille Nord-norske flække Trofors, 850 kilometer nord for Oslo. Selv her er hysteriet nået frem. Hver dag modtager de op mod 50 fanbreve med god gammeldags post fra hele Skandinavien, og der går heller ikke en dag uden at de får besøg fra fans, som opsøger dem på hjemmeadressen.
Hør dem fortælle om det og meget mere i tv-interviewet øverst i denne artikel.