Udtaget til OL lørdag - brækkede kæben to steder søndag
Det var en glad Randers FC-spiller, Nicolai Poulsen, som lørdag blev udtaget til Danmarks trup til OL i Rio. Men glæden varede kort. For i søndagens aftenkamp mod AGF medførte et voldsomt sammenstød med den tidligere holdkammerat, Mustfa Amini, at Nicolai må vinke farvel til OL-turneringen i Brasilien.
En brandærgerlig Nicolai Poulsen skal i stedet for opereres og forholde sig i ro den kommende tid, fortæller han på sin Instagram-profil.
"Har i dag fået ødelagt min allerstørste drøm om at kunne komme med til OL. Har aldrig i mit liv været så knust. Men ved, jeg kommer stærkere tilbage! Øjet er egentligt ikke det værste. Har fået en hjernerystelse og brækket kæben to steder. En operation venter i morgen, men jeg kommer tilbage," skrev Nicolai, som går under navnet Polle i Randers-truppen, søndag aften fra sygesengen.