Fortsæt til indhold

Molsskolens overbygning ikke nævnt med et ord i Budgetkataloget

Fredag er det B-dag i Syddjurs Kommune, når kommunens direktion offentliggør sit Budgetkatalog 2017 for kommunens medarbejdere

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Skolestrukturen i Syddjurs Kommune er ikke nævnt med et ord i det Budgetkatalog, som kommunens topembedsmænd i direktionen torsdag præsenterer for Syddjurs Byråd og fredag formiddag for kommunens medarbejdere ud i alle led.
Det afslører borgmester Claus Wistoft (V).
Dermed kan Molsskolens interessenter godt sove længe fredag. De seneste år har det nærmest været en fast tradition, at Molsskolens overbygning har været nævnt i Budgetkataloget, som noget der kunne pilles ved. Det har meget naturligt affødt kaskader af høringssvar fra vrede borgere på Mols og Helgenæs og skolens bestyrelse, og politisk har forslaget da heller ikke haft nogen særlig gang på jord.
"Skolestrukturen er ikke nævnt med et ord i Budgetkataloget," siger Claus Wistoft, og det passer fint med, at et stort byrådsflertal i foråret 2016 blandede blod på, at der ikke i denne byrådsperiode skal hverken snakkes eller pilles ved den nuværende skolestruktur.
Det skete som follow-up til en debat om ny økonomisk tildelingsmodel til skolerne, hvor også skolestrukturen ved et politisk kunstgreb kom på dagsordenen.
Samtlige 27 byrødder er enige om at bevare det nuværende antal skoler, men et mindretal med Per Zeidler (I) , formand for Udvalget for Familie og Institutioner, i spidsen ser muligheder i færre, men større overbygningsskoler og fælles ledelse.
Per Zeidler lovede under forårets debat, at han vil bringe skolestrukturen på den politiske dagsorden igen i forbindelse med budgetforhandlingerne, så det må man regne med sker, når politikerne i næste uge samles til deres todages budgetseminar.

Lettere denne gang

Budgetkataloget, som direktionen sender ud i offentligheden fredag, forveksles hvert år med den skinbarlige sandhed om fremtidens Syddjurs.
Sædvanen tro vil flere borgere, institutionsbestyrelser m.fl. også i år synge med på melodien: "Nu går den da ikke længere ..."
Men Budgetkataloget er en bestillingsopgave fra byrådet, som er afsættet til den egentlige politiske behandling, der følger. Kataloget rummer en lang tekniske beregninger på store og små blokke i det store Syddjurs Budget, som politikerne efterfølgende kan vælge at spille bold med eller lade være.
Budgetkataloget har naturligvis bund i den politik, som byrådet har afstukket for de kommende år.
Budgetopgaven ser dog ikke nær så besværlig ud for politikerne, som i de foregående år.
"Jeg ser en mulighed for, at vi kan strikke et budget sammen, der ikke rummer serviceforringelser, men i respekt for, at Budgetkataloget først præsenteres for medarbejderne fredag, vil jeg ikke diskutere detaljer på nuværende tidspunkt," siger Claus Wistoft.
2017 er et valgår, så hvis enkelte partier og lister pønser på en særlig politisk dagsorden i forbindelse med budgetforhandlingerne, er det i den kommende tid, at det kommer til udtryk.
Ingen politiker ved sine fulde fem tør klinke ret meget på samme tidspunkt om et år, fordi der venter et kommunalvalg i november 2017.