To 40 års jubilarer forenet i fælles firma i Ebeltoft
To trofaste medarbejdere fra hver sit firma kan sammen fejre 40 års jubilæum i revisionsfirmaet Kovsted & Skovgård
Et udsædvanligt jubilæum bliver fejret i revisionsfirmaet Kovsted & Skovgård ved en festmiddag torsdag 18. august i Ebeltoft, når reg. revisor Marianne Laursen og revisor Iben Banner Gindesgaard kan fejre hver sit 40 års jubilæum.
Gennem så godt som alle 40 år har de to revisorer arbejdet i hver sin konkurrerende virksomhed i Ebeltoft, men efter fusionen mellem RevisionsGruppen Ebeltoft og Kovsted & Skovgård 1. juli 2016 sidder de to trofaste medarbejdere nu under samme tag på Øster-alle 8 og kan lade sig fejre som medarbejdere i den samme virksomhed.
Iben Banner Gindesgaard har været medarbejder i RevisionsGruppen og er derfor kendt med at sidde i lokalerne i Østeralle 8, mens Marianne Laursen som medarbejder i Kovsted & Skovgård netop er rykket ind i de nyistandsatte lokaler i Østerallé 8, som er blevet det fælles domicil for den fusionerede virksomhed, som føres videre under navnet Kovsted & Skovgård.
Marianne Laursen
Begge de jubilerende medarbejdere har gennem deres lange arbejdsliv været en del af revisionsbranchen i Ebeltoft, og deres karriereforløb afspejler også de mange forandringer og tilpasninger, der gennem årene er sket i den del af det lokale erhvervsliv.
Reg. revisor Marianne Laursen startede i 1976 som elev i Anders Geertsens Revisionsfirma, som Henning Kovsted overtog med syv ansatte i Ebeltoft i 1981 og lagde grunden til sit eget revisionsfirma. Hun blev registreret revisor i 1985 og blev partner i det daværende Revisionsfirmaet Henning Kovsted i 1989.
Marianne Laursen har gennem alle årene været en meget stabil medarbejder i virksomheden. Hun bor i Thorup på Mols sammen med sin familie og var gennem mange år kasserer og bestyrelsesmedlem i Ebeltoft Kunstforening, og er i dag aktiv i Lyngparkens Venner.
Iben Banner Gindesgaard
Iben Banner Gindesgaard blev i august 1976 ansat ved Revisionskontoret i Ebeltoft ved de registrerede revisorer Hanne Arvid og Peter Schiøler.
Da denne virksomhed blev splittet op, fulgte Iben Banner Gindesgaard sammen medPeter Schiøler, og hun overgik sammen med flere andre medarbejdere 1. oktober 1982 til Revision Øst, da dette med statsautoriseret revisor Aage Madsen i spidsen overtog Peter Schiølers revisionsvirksomhed i Østerallé 8 i Ebeltoft.
Da RevisionsGruppen Ebeltoft 1. august 2010 overtog Revision Østs kontor i Ebeltoft, fulgte Iben Banner Gindesgaard med. Og 40 års jubilæet bliver nu fejret i Kovsted & Skovgård, da alle RevisionsGruppens medarbejdere ved fusionen fortsætter hos Kovsted & Skovgård.
Iben Banner Gindesgaard bor i Ebeltoft med sin familie.
20 medarbejdere i Ebeltoft
Det fælles jubilæum fejres torsdag 18. august med en middag for alle medarbejdere. I forbindelse med fusionen er Kovsted & Skovgårds medarbejdere i Ebeltoft flyttet fra Strandvejen til Østeralle 8.
Kovsted & Skovgård købte allerede sidste år RevisionsGruppens ejendom på Østerallé 8, og lokalerne er nu blevet sat i stand, så de kan rumme alle Kovsted & Skovgårds godt 20 medarbejdere i Ebeltoft.
Kovsted & Skovgård har desuden en afdeling i Rønde med 10 medarbejdere og en afdeling i Aarhus med 22 medarbejdere.
Statsaut. revisor Henning Kovsted forlod 1. februar 2016 virksomheden for at gå på pension.
Statsaut. revisor Aage Madsen fortsætter sammen med sine mangeårige medarbejdere Peter Kjeldsen og Carl Emil Nielsen som partnere hos Kovsted & Skovgård, som i dag bl.a. drives af de statsautoriserede revisorer René Ferrer Ruiz og Johnny Skovgård Rasmussen.