Fortsæt til indhold

Kæmpe pony-show i det sydlige Aarhus de næste fem dage

Fra onsdag er det nationale hestesportscenter Vilhelmsborg vært for EM i dressur, springning og military for ponyer

Samfund
Arkiv

Er du tosset med små heste, og ryttere, der er gode til at styre de små heste, så er det med at tage til Vilhelmsborg i det sydlige Aarhus - nærmere bestemt mellem Beder og Mårslet - en af de kommende dage.
Hele 180 ponyer og deres ryttere fra 22 forskellige nationer er fra onsdag til søndag på plads for at dyste i EM i Pony i konkurrencerne dressur, springning og military.
Og det er gratis at overvære, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”EM i Pony er virkelig et besøg værd. Det glæder mig meget, at Aarhus og Vilhelmsborg har fået europamesterskabet til byen. De besøgende kan se frem til nogle fantastiske dage med hestesport i verdensklasse og mange oplevelser for både store og små i det smukke område omkring Vilhelmsborg,” siger Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.
Han vil sammen med kronprinsesse Mary være til stede på Vilhelmsborgs springstadion fredag for at overrække medaljer i holdkonkurrencen dressur.
Hele pony-showet skydes i gang med den første konkurrence onsdag kl. 14, og mesterskabets sidste præmieoverrækkelse foregår søndag kl. 16.30.
Foruden de mange konkurrencer vil der omkring Vilhelmsborg også være diverse arrangementer som rundture i staldene og trækture på ponyer og heste.
DCP