Her kan du hente de nye grønne poser
Fra i dag er det muligt for de borgere, der døjer med maddiker i skraldespandene, at afhente nye grønne poser til madaffaldet. Der er tale om en midlertidig løsning på maddikeproblemet – og det understreges fra Horsens Kommune, at det er en løsning, der kun er møntet på de husstande i Horsens Kommune, der har oplevet problemer med maddiker i skraldespandene.
"De borgere, der ikke har et maddike-problem, skal fortsat anvende de papirsposer, der er blevet uddelt, og som igen bliver uddelt til alle husstande, der er med i sorteringsordningen, fra mandag den 29. august," siger kommunens chef for affald og trafik, Allan Lyng Hansen, i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.
De grønne poser er en midlertidig løsning på problemet, men det er, hvad der er muligt at få leveret med kort varsel.
"Vi har valgt, at tilbuddet om grønne poser skulle indføres hurtigst muligt, og det betyder, at de poser, vi har kunnet få leveret – og som det også er muligt at håndtere på modtageanlægget - er større end papirsposerne. Det betyder samtidig, at det er meget vigtigt, at poserne kun fyldes halvt op for at undgå, at de sidder fast i beholderen. Samtidig er det vigtigt at understrege, at poserne selvfølgelig skal lukkes og bindes – ellers gør det ingen forskel," siger Allan Lyng Hansen.
De grønne poser kan afhentes fra i dag på Horsens Kommunes tre genbrugspladser og fra mandag den 22. august endvidere i de butikker, der hidtil har udleveret papirsposer.
"Og så skal det også nævnes, at det er planen, at alle husstande, der er med i sorteringsordningen, vil få udleveret grønne poser inden sommeren 2017. Det vil sige, at papirsposerne fra næste sommer udfases i takt med, at borgerne får brugt deres poser," siger Allan Lyng Hansen.
Han understreger vigtigheden af, at det KUN er borgere, der har oplevet problemer med maddiker, som i første omgang benytter tilbuddet om de grønne poser.
Han oplyser endvidere, at der hen på efteråret vil være produceret nye poser, som forsøgsvis vil blive uddelt til borgere i udvalgte gader med nedgravede affaldsstationer. Poserne skal afhjælpe de problemer med lugtgener, der er oplevet ved nogle stationer.
Her kan du hente grønne poser til madaffald
Fra i dag:
Horsens Genbrugsplads, Endelavevej 24, Horsens
Brædstrup Genbrugsplads, Energivej 11, Brædstrup
Vedslet Genbrugsplads, Gl. Århusvej 50 F, Grumstrup
Fra mandag den 22. august også:
Sundby Butikken, Åboulevarden 52, Horsens
Løvbjerg, Borgergade 12, Horsens
Spar Horsens, Smedetorvet 9, Horsens
Svane Apoteket, Grønlandsvej 1, Horsens
Silvan Horsens, Frederik Winthers Vej 4, Horsens
jem og fix, Høegh Guldbergs Gade 21A, Horsens
Stark, Thorsvej 10, Horsens
Dagli' Brugsen, Haldrupvej 1, Søvind,
Stark Brædstrup, Vestervangen 5, Brædstrup
ABC lavpris Brædstrup, Rådhusgade 14, Brædstrup
SuperBrugsen Gedved, Skovvej 2, Gedved
SuperBrugsen Østbirk, Ydingvej 10-12, Østbirk
Gantrup Byggemarked, Gantrupvej 2, Østbirk