Matrosforening skal støtte enker i Allingåbro
Vil starte ny forening i forbindelse med Havnefesten 20. august
En ny forening forsøges startet under det Kreative Hus i Allingåbro.
I forbindelsen med Havnefesten i Allingåbro 20. august og i anledningen af Allingåbros 140 års by-jubilæum vil man forsøge at få etableret en matrosforening i Allingåbro.
I år er det 140 år siden, at jernbanen overtog transporten af varer i området.
Transporten ad søvejen ophørte gradvis - for at stoppe helt til sidst.
Byen Allingåbro opstod og voksede sig større og større, for til sidst at flyde sammen med sognebyen Vejlby.
Jernbanen er ophørt, men vandvejen har byen endnu - derfor idéen med at starte Allingåbro Matrosforening.
Formålet med Allingåbro Matrosforening er at støtte enker efter forliste matroser fra Allingåbro. Man vil samarbejde med byens øvrige foreninger og selskaber, så at Allingåbro til stadighed vil være i vækst til glæde og gavn for byens borgere.
Allingåbro Matrosforening vil have en årlig festdag, som er havnefesten i Allingåbro, som man vil være med til at gøre festlig og traditionsrig.
Ud over havnefesten er det tanken, at matrosforeningen kan have mødeaftener med kortspil, andre former for spil samt socialt samvær.
Kontaktperson er Carl Henrik Christensen.