Fortsæt til indhold

Dong Energy inviterer på havmøllesafari

Havmøllesafarien udgår med lejede færger fra Grenaa Havn til Anholt Havmøllepark i weekenderne 17.-18. september og 24.-25. september

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Havvindmøller er blevet et prekært og følsomt politisk tema i Norddjurs Kommune.

Anholt Vindmøllepark og Dong Energy, der driver Anholt Vindmøllepark, er ikke involveret i den konflikt, der lige nu tegner sig som foreløbig har fået to socialdemokrater til at blive løsgængere i Norddjurs Kommunalbestyrelse.

Men i weekenderne 17.-18. september og 24.-25. september bliver der rig lejlighed til at studere de cirka 140 meter høje havvindmøller i Anholt Vindmøllepark på tætteste hold, når Dong Energy inviterer lokale borgere og andre interesserede med på en færgetur ud til møllerne.

Havmøllesafarien udgår med en lejet færge fra Grenaa Havn.

Sejlturene vil give en sjælden mulighed for at komme helt tæt på de store, grønne kraftværker, som de fleste måske kun har set på afstand i fly.
Samtidig vil der være mulighed for at møde nogle af de medarbejdere, der enten har deres daglige gang i de store havmøller eller er med til at planlægge og opføre havmølleparkerne, lover Dong Energy.

  • Safarierne er åbne og gratis for alle interesserede, men på grund af det begrænsede antal pladser findes de heldige ved lodtrækning via hjemmesiden www.GoerDanmarkGroennere.dk.

Fakta om grøn omstilling, ifølge Dong Energy:

  • Danmark har siden de første havmøller blev rejst ved Vindeby for 25 år siden gennemgået en regulær energirevolution, der samtidig har lagt grunden til et eksporteventyr
  • Mens havmøllerne ved Vindeby, der blev rejst i 1991, var godt 50 meter høje og kunne levere strøm til 2.200 husstande, er møllerne i Anholt Havmøllepark omkring 140 meter høje og leverer strøm til 400.000 husstande
  • DONG Energy driver i dag 17 havmølleparker, der leverer grøn strøm til 7,5 millioner europæere – et tal som DONG Energy forventer når op på 17 mio. i 2020
  • Faktisk har DONG Energy bygget hver fjerde af alle verdens havvindmøller og er dermed globalt førende på sit felt
  • Danmark er meget langt fremme i omstillingen fra sort til grøn energi. Ved at gå fra kulfyrede kraftværker til mere biomasse og havvind har DONG Energy på ti år cirka halveret sin CO2-udledning pr. produceret kilowatt-time
  • Omkring 30.000 personer er beskæftiget i vindindustrien i Danmark, og vindmøllebranchen udgør en eksport på over 50 milliarder kroner