FDF’ere er klar til stort loppemarked i møllen
Der bliver en hel weekend med lopperier i den gamle mølle på Mårupbakken
Er man til småting, gamle møbler, nips og ægte loppefund, så inviterer FDF Kolind til kæmpe loppemarked i den gamle Mølle på toppen af Mårupbakken i Kolind i weekenden 10. og 11. september kl. 10-15.
Ideen om at flytte loppemarkedet til Møllen, opstod allerede da loppeeffekterne var begyndt at blive samlet.
“I godt et år har vi hentet 'lopper' i lokalområdet, og alle disse effekter er blevet opbevaret på Møllen. Vi tænkte, at her var der masser af plads til at lave et flot loppemarked, og vi kunne spare mange kræfter på ikke at flytte effekterne en ekstra gang, så det skulle prøves,” udtaler FDF Kolind i en pressemeddelelse om det forestående loppemarked.
I møbelafdelingen er der mange antikke møbler, samt en del nyere og næsten ubrugte effekter. Der er også en samling gamle lp'er og lak-plader. Mangler man legetøj og babyudstyr, går man bestemt ikke forgæves. Og der er meget mere... nips, krukker, cykler, værktøj, tøj, ure og bøger.
Man kan stadig aflevere loppeeffekter under halvtaget på Møllen. Har man ikke selv mulighed for at komme til Møllen, så ring til Robert på 40311899, så kommer FDF'ere og henter folks effekter.
Der vil også være bålhygge, hoppeborg og kæmpe-brætspil til børnene.