Fortsæt til indhold

Sort Sol er startet i Kolind Engsø

Samfund
Af Thøger Pauli, Kolindsunds Venner

"Stærene er atter i luften i tusindvis over vådområderne nord for Kolind, kaldet Kolind Engsø. Det er omkring 2 uger tidligere end sidste år, så det kan blive en rigtig spændende sæson. Hver morgen og aften er der mulighed for at se to vidt forskellige natur-show, nemlig omkring solopgang og solnedgang.
Om morgenen er det en god idé at møde op lige EFTER solopgang og stille sig ud på Sundvejen gående fra Sivestedvej og inden broen over Kolindsund kanalen. Du kan efter solopgang tydeligt høre, hvor stærenes overnatningssted er, idet flokken pludrer højlydt, og pludselig går hele flokken i luften med et brag og spredes i store flokke, normalt mod syd og nord. I løbet af et minut er de alle væk.
Om aftenen ankommer stærene en time FØR solnedgang, og de første stære foretager normalt de flotte formationsflyvninger i luften over et større område omkring Kolind Engsø. Vis hensyn og undgå støjende adfærd, gøende hunde og blitz. Så opnår vi det bedste resultat. De første flokke flyver rundt, indtil de går til ro i rørskoven, hvorefter de efterfølgende større eller mindre flokke følger efter. Er vi heldige, går hele flokken på vingerne inden solnedgang, men ellers ankommer stærene i større og mindre flokke og slår ned i rørskoven.
Men opskriften på stærenes morgen- og aftenshow er vejledende, for man ved aldrig hvad stærene finder på. Hver dag fremviser et nyt fænomen.
Hvis du kører til området og vil se med, så er det bedst at parkere ved rastepladsen ved Sivestedvej lige efter jernbaneoverskæringen ved rundkørslen ved Kolind. Her er der opstillet borde og bænke til rastende tilskuere før og efter naturfænomenet har fundet sted. Der opstilles også en toiletvogn til trængende tilskuere, og der er planer om at en gruppe skoleelever vil opstille en bod med varme drikke og kager. Fra rastepladsen kan man gå det sidste stykke til Sundvejen ad cykelstien. Husk myggespray og varmt tøj.
Sort Sol samarbejdet bestående af Syddjurs kommune (sponsor), Destination Djursland, Kolind Distriktsråd og Kolindsunds Venner er klar til at modtage både stære og tilskuere. En ny udgave af sort-sol folderen er sendt til trykkeren og vil snart være at finde i folderholderne omkring Kolind Engsø, hvor den vil erstatte den gamle folder fra sidste år. Der vil blive planlagt udflugter og foredrag og oplæg om sort sol, men dette annonceres løbende, efterhånden som det finder sted.
Vi ved ikke hvor længe sæsonen varer. Sidste år trak stærene sydpå i slutningen af oktober, men det afhænger af fødemængderne omkring overnatningsstedet, hvor stærene skal fordoble deres legemsvægt og samle kræfter til den hårde træktur. Men det afhænger også af temperaturen i området og hvis fødemængderne slipper op, så er det farvel og forbi. Men indtil da er der gratis mulighed for at opleve ét af de helt store publikumstrækplastre her på Djursland. Og det er jo ikke så ringe endda.
Du kan følge slagets gang i facebookgruppen ”Sort Sol i Kolind Engsø”, hvor der er masser af situationsbeskrivelser, foto og video."