Fortsæt til indhold

Jeg vil ud i klasserne og være tæt på

Lundskolens nye skoleleder har lang erfaring fra samme job på Gedved Skole

Samfund
Annette Schmidt

Lundskolen fik den 1. februar en ny skoleleder. Det er Lone Møller Andresen, der kommer fra en stilling som skoleleder på Gedved Skole.
“Jeg havde stor lyst til at komme til Lundskolen. Efter min mening ligger skolen i et stærkt lokalmiljø, og det skaber et godt miljø at være leder i,” fortæller Lone Møller Andresen om baggrunden for at søge stillingen som skolens leder.
“Det er på ingen måde et fravalg af Gedved Skole, men mere for personligt at få nye udfordringer. Jeg tror, det betyder noget fysisk at flytte sig for at udvikle sig. Jeg kendte ingen på Lundskolen i forvejen, så det var et helt nyt og ubeskrevet blad for mig. Det kræver noget af mig, og jeg skal på en måde genopfinde mig selv,” uddyber Lone Møller Andresen.

Sønderjyde til Søvind

Lone Møller Andresen kommer oprindeligt fra Sønderjylland, hvor hun arbejdede som lærer og underviste i folkeskole, på efterskole og friskole. I 2001 tog Lone turen til Søvind Skole, da hun blev ansat som viceskoleleder.
“Jeg fandt mig en mand, blev gift og fik børn, og så blev jeg hængende heroppe,” fortæller Lone med et smil.
Efter Søvind gik turen i 2004 videre til Gedved Skole og jobbet som skoleleder. Det var hun i 11 år, indtil hun for nylig begyndte i sit nyt job på Lundskolen.

Synlighed og nærvær

Lone Møller Andresen underviser ikke mere. Men derfor vil hun stadig være at finde i klasselokalerne.
“Jeg vil som skoleleder på Lundskolen være meget ude i klasserne. Jeg mener, det er vigtigt at være tæt på, og det er klogt som leder at vide noget om og have føling med, hvad der sker ude i klasseværelserne,” siger Lone Møller Andresen.
“Børnene skal blive så dygtige, som de kan blive, og de skal trives i deres omgivelser. På det område er jeg super ambitiøs,” siger Lone Møller Andresen, der ikke helt ved, hvilke forandringer Lundskolen ellers kommer til at opleve med hende som skoleleder.
“Der kommer altid forandringer, når der kommer en ny leder på en skole. Det er svært at sige, hvad de bliver. Men jeg kan sige, at jeg glæder mig rigtig meget til arbejdet på Lundskolen.”

Lattermild velkomst

De ældste af skolens elever havde produceret en velkomstvideo, der på en lattermild og humoristisk måde præsenterede deres nye skoleleder for, hvad Lundskolen er for en størrelse.
“Jeg har aldrig grinet så meget. Det var en meget morsom film, som eleverne har gjort sig stor umage med,” siger den nye skoleleder.

Den rigtige kandidat

Hun afløser den tidligere skoleleder Birgit Bækgaard, der gik på pension af helbredsmæssige årsager.
Der var 15 ansøgere til den ledige stilling. Skolens bestyrelse og skolechef Flemming Skaarup var enige om, at Lone Møller Andresen var den rigtige til jobbet. Det oplyser Horsens Kommunes skolechef, Flenmming Skaarup.
Lone Møller Andresen bor i Egebjerg med sin mand og to børn.