Fortsæt til indhold

Det går fortsat fremad for Rønde Sparekasse

Såvel indlån som udlån voksede i første halvår 2016 og 200 nye kunder fandt vej til Rønde Sparekasse

Samfund
Af Martin Schultz

???Fremgangen fortsætter i Rønde Sparekasse. En fortsat tilgang af såvel kunder som kapital til den bundsolide sparekasse betyder, at såvel udlån som indlån voksede i første halvår 2016, og egenkapitalen runder for første gang de 100 millioner kr. Samtidig fastholder Sparekassen sin sunde indtjening, og det sker i et meget vanskeligt marked, hvor rentemarginalerne giver meget lille spillerum.
Alle de gode takter fremgår af Rønde Sparekasses halvårsrapport, der tirsdag blev forelagt Sparekassens bestyrelse. Ledelse og bestyrelse betegner halvårets resultat som tilfredsstillende.
Udlånet er vokset med 7,4 procent på det seneste år, fra 297 til 319 mio. kr., og indlånet voksede i samme periode med 5,4 procent, fra 630 til 664 mio. kr. Halvårets overskud blev på 5,5 mio. kr. før skat - 211.000 kr. mere end samme periode i fjor. De gode tal illustrerer en fortsat solid kundetilgang. I første halvår 2016 bød Rønde Sparekasse således velkommen til omkring 200 nye kunder.

Højt solvensniveau

Når egenkapitalen voksede til 102,1 mio. kr. og dermed rundede de magiske 100 mio. kr., bygger det på både en voksende opbakning i form af kundernes kapital indskudt af garanterne og halvårets overskud, der jo i sparekasser lægges til egenkapitalen.
Sparekassen fastholder dermed sit høje solvensniveau, idet solvensen pr. 30. juni 2016 var 20,4 procent - mere end to en halv gange lovens mindstekrav og også med et betydeligt spillerum i forhold til det individuelt opgjorte solvensbehov på 12,5. Også de fem nøgletal i Finanstilsynets såkaldte ”tilsynsdiamant” ligger fornemt med stort spillerum i forhold til grænseværdierne. Spillerummet på alle parametre betyder, at Sparekassen har meget stor handlefrihed både i det daglige og strategisk.

Økonomiske udfordringer

Halvårets pæne overskud bygger på en fastholdt indtjening på den basale forretning med ind- og udlån, men skyldes også flere andre faktorer: Sparekassen kunne bl. a. i halvåret notere faldende af- og nedskrivninger på udlån med 186.000 kr. Måske et tegn på, at finanskrisen omsider er ved at komme på afstand, men helt overstået er den ikke endnu, mener sparekassedirektør Ole Bonde:
“Trods den stigende økonomiske optimisme i det danske samfund i 2016 er det Sparekassens opfattelse, at vi endnu ikke er kommet helt ud af finanskrisen. Sparekassen oplever stadig såvel private som erhvervskunder, der har økonomiske udfordringer, men antallet af disse er dog i en positiv udvikling.”
Det gode halvårsresultat betyder, at sparekassen fastholder forventningerne til basisindtjeningen for hele 2016 på 11-12 mio. kr. Sparekassens meget høje likviditet og deraf følgende store fondsbeholdning betyder dog en naturlig usikkerhed, idet forrentningen af fondsbeholdningen er vanskelig at forudsige.