Hornslet IF’s målmaskine gik i stå mod Aarhus Fremad
Hornslet IF gik fra målorgie mod IF Midtdjurs til målfattigt opgør i 1-0 nederlag på Riisvangen Stadion
Da Hornslet IF spillede mandag aften spillede mod IF Midtdjurs var angrebet i hopla og forsvaret i gavehumør, da Hornslet IF vandt med 6-5 over gæsterne fra Ryomgård.
Fredag aften var det lige omvendt, da Hornslet IF var på besøg på Riisvangen Stadion til mødet med Aarhus Fremad i Serie 2. I en målfattig kamp med få chancer tabte Hornslet IF med 1-0.
”Men det blev en kamp, hvor vores defensiv var god, men hvor vi ikke skabte ret meget fremad banen. Vi var ikke gode nok på den sidste tredjedel af banen,” siger Martin Winther fra Hornslet IF's trænertrio.
Straffespar afgør kampen
Det var en uvant situation for Hornslet IF's ellers så målfarlige offensiv at gå fra banen uden at score.
”Men Aarhus Fremad lukkede os godt ned og vi skabte ikke meget. Skulle der være en vinder, så var det ok det blev Fremad,” siger Martin Winther, som ellers stillede med et velbesat mandskab med Jeppe Horsdal tilbage på midtbanen efter sygdom og alle offensivspillerne på plads. Der var alene afbud fra backen Emil Møller Lyngholt til kampen, som blev afgjort på straffespark midt i 2. halvleg.
”Straffesparket bliver dømt i en situation, hvor der er en hovedstødsduel i vores felt. Vores spiller havde hånden over hovedet, da bolden ramte hånden. Det var meget uheldigt, men det var ok, at det blev dømt,” siger Martin Winther.
14 dages kamppause
Hornslet IF kom således hjem uden point og kan nu se frem til en pause på 14 dage, før holdet skal i kamp på udebane mod Åstrup/Hammelev.
”For os som trænere var det et spørgsmål om at komme igennem de tre første kampe, og så få noget tid på træningsbanen,” siger Martin Winther, som med meget kort varsel overtog ansvaret for holdet sammen Niels ”Niller” Rasmussen og Gert Knudsen.
Hornslet IF har fire point efter de første tre kampe, som har budt på en smal sejr over Auning IF, en målfest mod IF Midtdjurs, hvor Hornslet IF scorede tre mål i de sidste otte minutter og vandt med 6-5, og senest et 1-0 nederlag til Aarhus Fremad.
Forsvarsspilleren Jacob Krebs Ulrich blev valgt til kampens spiller.