Fortsæt til indhold

Gamle elever mødes til skolejubilæum

Åbent hus i Knebel og festmiddag på Fuglsøcentret til Molsskolens 50 års jubilæum

Samfund
Af Martin Schultz

Gamle elever med en skolegang på Molsskolen ventes lørdag at indfinde sig på deres barn- og ungdoms skole, når Molsskolen i Knebel fylder 50 år. Mere end 300 gæster forventes at deltage i festen.
50 års jubilæet fejres med et åbent Hus arrangement på Molsskolen, men selv festen finder sted på Fuglsøcentret. Her bliver der festmiddag med tre retter, levende musik med tidlig viceskoleleder Ole Carstens' band, og et festligt gensyn med klassekammerater og lærere.
”Skolen er fra kl. 12 til 15 åbnet for gamle elever, der vil mødes med deres tidligere klassekammerater inden festebn” siger skoleleder Claus Peter Olesen. Han har dog kendskab til at nogle klasser første møder op senere og har fundet andre steder at mødes.
”Mange dukker nok først op kl. 15, hvor vi holder Åbent Hus på skolen.”

Taler og underholdning

Her bliver der pindemadder, underholdning og taler af formand for fællesbestyrelsen Susanne Simonsen, borgmester Claus Wistoft (V), udvalgsformand Per Zeidler (LA), tidligere skoleleder Kurt Dahl og af den nuværende skoleleder Claus Peter Olesen.
”Et andet højdepunkt er fernisering af en ophængning af indrammede fotografier af alle afgangsklasser gennem årene, som vi har fået lavet ved hjælp af Molsarkivet. Fotografierne kommer til at hænge permanent i skolens festsal,” fortæller Claus Peter Olesen.
Samtidig vil der være underholdning med korsang fra skolens elever. Guider viser rundt på skolen, og der vil være små fortællinger i udvalgte lokaler.

Fest på Fuglsøcentret

Selve festen finder sted på Fuglsøcentret, hvor næsten 350 deltagere allerede har meldt sig til festmiddagen og den efterfølgende underholdning til nostalgisk rockmusik med mulighed for at få rørt sig på dansegulvet frem til kl. 01.00.
Mange af deltagerne har booket overnatning på Fuglsøcentret, hvor der dog samme aften er koncert med Johnny Reimar & The Clifters, et band man kan sige er omtrent lige så gammelt som Molsskolen.
Samtidig udgives der også et festskrift, som bliver redigeret ef den tisligere skoleleder Kurt Dahl og tidligere lærer på Molsskolen Poul Erik Bærentzen. Der er blevet indsamlet forskellige historier omkring Molsskolen, men skiftet udkommer først efter at jubilæet er blevet fejret for at have mulighed for at få billeder fra festen og de øvrige festligheder med.