Kim Larsen & Kjukken kommer med hele bagkataloget
Den folkekære musiker, der hader karakteristikken 'folkekær', lægger 3. december vejen forbi Pavillonen
Kim Larsen & Kjukken kommer 3. december eksklusivt til Pavillonen i Grenaa.
”Det er intet mindre end et scoop at Kim Larsen til efteråret spiller i Pavillonen. Der er kun én kunstner, som både forældre, børn og bedsteforældre alle har et forhold til – Kim Larsen. Han har netop optrådt på Smukfest for et rekordstort publikum og kommer nu til Pavillonen med vores begrænsede antal Pladser … det bliver stort,” udtaler direktør i Pavillonen, Jesper Jul , i en pressemeddelelse.
Kim Larsen & Kjukken udgav i maj måned i år en ny single, Moder Jord, som forløber for et nyt album, der udkommer i løbet af efteråret.
Til koncerterne vil bandet spille sange fra Kim Larsens 45 år lange karriere - men også sange fra det nye album; heriblandt singlen Moder Jord.
Kim Larsen dannede Kjukken i 1995 i Odense, og har sammen med det fynske orkester utallige udgivelser og koncertturnéer bag sig. Ni album-udgivelser, to koncert-DVD'er samt et meget stort antal koncerter hvert år i Skandinavien. Kjukken består i dag af Karsten Skovgaard (guitar), Jørn 'Ørn' Jeppesen (rytmeguitar), Jesper Haugaard (bas) og Jens Langhorn (trommer).
Koncerten vil være en stående koncert. Der vil ikke være mulighed for siddepladser.
Forsalget startede søndag 14. august kl. 10 på www. Pavillonen.dk.
Der vil være en begrænsning på 12 billetter pr. køb.
Eventuelt resterende billetter kan købes på almindelig vis.