Rimsøhuset - sælges eller væltes?
Foreningen Rimsøhuset håber at kunne overbevise politikerne på et stormøde onsdag 31. august, at det tidligere plejehjem skal have lov til at bestå og på sigt udvikle sig til et kultur- og beboerhus for hele Norddjurs
Rimsøhusets fremtid er usikker. Det tidligere plejehjem, der ikke har fungeret som sådan i fem år, er på kommunalbestyrelsens dagsorden tirsdag aften.
Et flertal i Økonomiudvalget har inden mødet signaleret, at de mener, at det store hus skal sættes til salg, og hvis ikke der kommer en køber på banen, at Rimsøhuset simpelthen væltes og nulstilles.
Forening lever i håbet
På kommunalbestyrelsesmødet i maj 2015 besluttede politikerne at udlåne det tidligere plejehjem i Rimsø vederlagsfrit til Foreningen Rimsøhuset for en periode på et år.
Aftalen, der oprindeligt udløb den 31. juli 2016, er siden blevet forlænget til den 30. september 2016.
Folkene bag Foreningen Rimsøhuset håber på, at politikerne vil give dem yderligere en timeout på et år, så de aktiviteter, som de har fået sat i gang i løbet det seneste år, kan fortsætte og flere komme til.
“Vi har haft et år, hvor der er foregået meget, flere værksteder er opstået, væveværksted, malerværksteder, musikrum er etableret, der laves keramik, betrækkes møbler og der dyrkes Q Gong. Der har været foredrag, kurser, børnedage og julestue, og vi har et sted, hvor der har været mange hyggestunder,” fortæller Trine Ørgaard Jensen fra foreningens bestyrelse.
“Det tager dog tid at stable et sådan kulturhus på benene. Vi har haft et godt samarbejde med kommunen i det forløbne år og har håbet på en forlængelse af vores nuværende aftale for at få tingene op at stå.”
Foreningen Rimsøhuset har ikke mange penge på kistebunden, velsagtens i omegnen af 30.000 kroner, vurderer Trine Ørgaard Jensen.
Derfor vil foreningen gerne have lidt flere frihedsgrader. For eksempel til at drive kommerciel virksomhed, som Bed & Breakfast, i det kommende år i dele af huset.
Stormøde 31. august
Selv om kommunalbestyrelsen træffer en endegyldig beslutning på tirsdagens møde, opgiver Foreningen Rimsøhuset ikke så let.
“Vi afholder et stormøde 31. august her i huset, hvor vi håber, at borgere fra hele Norddjurs og lokalpolitikerne dukker op til en debat om husets fremtid. Vi ser et fremtidigt beboer- og kulturhus i Rimsøhuset for hele Norddjurs Kommune, men vi kan ikke betale alverden til kommunen for at overtage ejerskabet til huset,” understreger Trine Ørgaard Jensen.