Fortsæt til indhold

Rimsøhuset skal overgå til det private initiativ

Politisk er der et håb om, at Foreningen Rimsøhuset kan købe det tidligere plejehjem

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Foreningen Rimsøhuset havde håbet på politisk opbakning til at få bevilget endnu et år som lejer af det tidligere kommunale plejehjem i Rimsø i håb om at finde yderligere fodfæste som kultur- og beboerhus for hele Norddjurs.
Læs også: Kultur- og beboerhus: Rimsøhuset - sælges eller væltes?
Fotogalleri: Rimsøhuset er ved at vågne til nyt liv
Det var der dog ikke politisk flertal for at give foreningen, viste det sig på sidste uges kommunalbestyrelsemøde. Til gengæld var der masser af lovord og roser til de aktiviteter, som Foreningen Rimøshuset i løbet af det seneste års tid har fået op at stå i huset.

Kommunalbestyrelsesmødet afslørede, at stort set enhver politiker med respekt for sig selv havde været forbi Rimsø på det seneste for at bese herlighederne.

Alletiders chance

Højskoledemokraten Olaf Krogh Madsen (Borgerlisten) tegnede på smukkeste vis en mulig fremtid for at bevare og udvikle Rimsøhuset:

“Det er jo gode mennesker, og nu får de alle tiders chancer for at købe huset, når vi sender det i udbud med en tilbagekøbsklausul. Kommunen vælger frit blandt køberne.”

Olaf Krogh Madsen nævnte et femcifret beløb som et pejlemærke uden at angive det mere præcist.

“Vi gjorde det samme engang i Ørsted, hvor folk gerne ville bevare et hus. De købte det også af kommunen med en tilbagekøbsklausul.”

Økonomien sætter grænser

Der var bred enighed om i kommunalbestyrelsen, at kommunen ikke skulle give en timeout på et år med henvisning til, at Norddjurs Kommune har et overordnet princip om, at kommunale bygninger skal sælges, hvis kommunen ikke længere har brug for dem - alternativt væltes.

“Der sker mange spændende ting derude, men det koster kommunen 300.000 (lys, vand og varme, red.) kroner årligt,” lød det fra Hans Fisker Jensen, der mindede om, at der til sammenligning var afsat 91.000 kroner årligt i det kommunale budget til kommunens forsamlingshuse, og at der ventede politikerne store problemer forude med at få hjørnerne i det kommende års budget til at nå sammen. Med andre ord: PAS PÅ PENGENE.

“Kom med et godt bud, så slipper I for kommunens indblanding i tide og utide,” opfordrede Benny Hammer (C).

Kritik fra Harbo

Enhedslistens Ulf Harbo var sammen med Mads Nikolajsen (SF) og løsgænger Harald Grønlund fortalere for, at give Foreningen Rimsøhuset et år mere til at skabe et grundlag for en fremtidig drift.

Ulf Harbo nævnte, at Rimsøhuset var den perfekte opskrift på, hvordan man kan få kulturen bragt ud på landet og fremhævede ikke mindst det musikalske miljø i huset, som det er lykkedes foreningen at få banket op på kort tid.

“Kommunalbestyrelsen har lige bevilget 500.000 kroner til en sekretær til vores biblioteker. Man styrker det centrale og vælter frivillige kræfter,” kritiserede Ulf Harbo.

Foreningen Rimsøhuset har indkaldt til borgermøde 31. august, og nu kender foreningen de politiske realiteter, så mødets dagsorden bliver selvfølgelig, hvordan foreningens medlemmer får skaffet den fornødne femcifrede kapital til at købe Rimsøhuset, men også, hvordan der skaffes midler til den fremtidige drift.

Repræsentanter fra foreningen har tidligere oplyst til Lokalavisen, at man har en kassebeholdning på cirka 30.000 kroner.