Fortsæt til indhold

Red Barnet mangler indsamlere i Østjylland

Samfund
Arkiv

Mange østjyder har allerede tilmeldt sig som indsamlere ved Red Barnets landsindsamling på søndag 4. september. Men organisationen opfordrer til, at endnu flere melder sig, så alle indsamlingsruter kan blive fuldt besat – særligt områder i Risskov, Silkeborg og Skanderborg mangler indsamlere.
Med fem dage til Red Barnets landsindsamling glæder generalsekretær for Red Barnet, Jonas Keiding Lindholm, sig over de mange tilmeldte indsamlere i Østjylland, men han opfordrer til, at endnu flere tilmelder sig på redbarnet.dk for at hjælpe børn i katastrofer og børn på flugt.
"Vi ved, at mange tilmelder sig i sidste øjeblik. Men jo før indsamlerne kommer på banen, desto bedre kan vi planlægge dagen. Derfor håber vi, at mange vil gå ind på redbarnet.dk og melde sig som indsamler allerede nu. Hver time tæller – både når katastrofen rammer, og når vi samler ind," siger Jonas Keiding Lindholm, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Indsamlingen på søndag går blandt andet også til børn på flugt. Mange af børnene kommer fra Syrien og nabolandene, og indsamlingen skal hjælpe de yngste ofre i krig dér, hvor de bor, så de og deres familier ikke skal sætte livet på spil for at flygte til vores del af verden.
"Det håber vi, at mange i Østjylland vil hjælpe os med at samle ind til. Der er så hårdt brug for hver eneste krone, der kommer i bøtterne," siger Jonas Keiding Lindholm, som selv skal ud og samle ind sammen med sin familie, og han opfordrer andre til at gøre det samme.
e.r