Fortsæt til indhold

'Håndboldpigerne' fra Ørsted synes rygning er over the hill

Et kuld håndboldpiger fra Rougsø KFUM kunne i foråret 2015 overrække en check til Kræftens Bekæmpelse på 3.960 kroner. Derfor var det oplagt at gøre pigerne til bannerførere for den lokale udgave af Cool Uden Røg

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Helene Knutsson, 16, Voer, har forladt folkeskolen og er i fuld gang med sit HHX-studie i Randers, men sammen med sine håndboldveninder i Rougsø KFUM besluttede hun sig for i foråret 2015 at lave et initiativ til fordel for Kræftens Bekæmpelse for at vise, at pigerne generelt synes, at rygning er ufedt.

“Vi aftalte med forældre, bedsteforældre og andre pårørende, at de skulle give os et beløb for hvert mål, vi scorede i forårssæsonen i 2015,” fortæller Helene Knutsson.

“Vi scorede mange mål og var også ekstra tændte på at gøre det, fordi vi vidste, at Kræftens Bekæmpelse ville få glæde af de mange mål.”

Da sæsonen var omme, kunne pigerne overrække en check til Kræftens Bekæmpelse på den nette sum af 3.960 kroner.

Med i kampagne

Pigerne, der nu er spredt for alle vinde, troede, at det gode initiativ ville slutte her, men sådan er det ingenlunde gået.
De er nemlig blevet overtalt til at være med til at lancere kampagnen 'Cool Uden Røg' og være meddommere i den lokale fotokonkurrence, der indgår i kampagnen.

I Norddjurs Kommune er det UngNorddjurs, Sundhedsskolen og Kræftens Bekæmpelse, der sammen med Håndboldpigerne opfordrer alle unge fra 7. til 9. klasse på skolerne i kommunen til at være med i kampagnen, hvor det overordnede formål naturligvis er forebyggelse af rygning.

“Kampagnen består af to ben, nemlig et undervisningsforløb og en fotokonkurrence,” forklarer specialkonsulent Lena Theilgaard Andersen, Kræftens Bekæmpelse.

Undervisningsforløbet foregår ude på skolerne og består af tre moduler, der i tid svarer til 90 minutter.

Studerende fra VIA University College kommer gratis ud på skolerne i uge 38-41, hvis skolerne selv synes om idéen.

“Det håber vi på,” siger ungdomskonsulent Keld Kristensen.
“Rygning er godt nok ikke et problem blandt unge, som det var for år tilbage, men det er fortsat vigtig at gøre en indsats overfor de unge, der begynder at få lyst til at prøve grænser af,” siger Keld Kristensen.

En tur i klatreparken

I fotokonkurrencen skal de unge tage billeder af mennesker, de synes er cool - uden røg naturligvis. På landsplan bliver vinderne præmieret med en fælles oplevelse for hele klassen.

Lokalt vanker der også en særlig Norddjurs-præmie, nemlig en tur til klatreparken i Randers for hele klassen.

Det er her, at Håndboldpigernes check får konkrete ben at gå på. Checken på de 3.960 kroner betaler nemlig turen til klatreparken for den vindende klasse.