Fortsæt til indhold

Ved tidligere borgmester Kirsten Wyrtz' død

Lokalavisen har modtaget mindeord fra Orla Lund om tidligere Sønderhald borgmester Kirsten Wyrtz, der forleden afgik ved døden

Samfund
Af Orla Lund, formand for Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald:

Det er med stor sorg at meddelelsen om, at Kirsten Wyrtz er afgået ved døden nåede os. Vi vidste jo godt, at Kirsten var meget syg og ikke ville overleve sin sygdom, men det er alligevel med en følelse af vemod og tomhed, at vi nu har vished om, at hun ikke mere er i blandt os. Vores tanker går til Hubert og deres 2 børn. De har været igennem en svær tid.
Kirsten Wyrtz var i en årrække et skattet medlem af lokalbestyrelsen i Rougsø-Sønderhald, hvor hun med sin store erfaring og viden ydede en markant indsats. Sin socialrådgivererfaring brugte hun i sin egenskab af bisidder i Ældre Sagen, hvor hun bistod mange i løsningen af deres personlige og sociale problemer. Ikke kun Ældre Sagen har nydt godt af hendes indsats. Hun nåede at have 25 års jubilæum som byrådsmedlem i Sønderhald kommune, og i de sidste 2 perioder af kommunens levetid var hun en højt skattet borgmester. Da hun blev valgt til borgmester i 1998, var hun en af de få kvindelige borgmestre i landet.
Jeg har haft den glæde at have arbejdet tæt sammen med Kirsten i en årrække og lærte hende at kende som et varmt, engageret og ærligt menneske. Hendes ry er nået vidt omkring og hendes navn vil blive husket i generationer. Æret være hendes minde.