Fortsæt til indhold

Hotellet på hjørnet af bitter og sød

Læseklubben Læselyst i Ryomgård begynder ny sæson med amerikansk romanklassiker

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Romanen 'Hotellet på hjørnet af bitter og sød' af Jamie Ford er den næste i rækken af kendte og ukendte romaner, som Læseklubben Læselyst i Ryomgård, der er startet i regi af Marie Magdalene og Koed sogne, begynder den ny sæson med.
Jamie Ford er tipoldebarn af en kinesisk pioner, som emigrerede til San Francisco i 1865. Ford fandt en stor læserskare med denne roman, da den udkom i 2009.
En både bitter og sød roman om ung – og umulig – kærlighed mellem kinesisk dreng og japansk pige i 1940'ernes USA.
Den kinesisk-amerikanske dreng Henry mister kontakten til sin allerbedste veninde Keiku, da hun som andre japanere i USA bliver tvangsinterneret i 1942. Fyrre år senere finder han nogle effekter fra fortiden og vender i erindringen tilbage til Seattle.
Henry har altid savnet Keiko, selv om han blev gift og fik en søn, og da læseren møder ham i 1986 er hans kone lige død. Henry har aldrig haft et godt forhold til sin far, og på en måde gentager historien sig, for Henry har heller ikke et godt forhold til sin søn, og efter moderens død kan de slet ikke tale sammen ...
Første efterårsmøde i Læselyst er torsdag 1. september.