Fortsæt til indhold

Flødebolleboss kan blive ny borgmester

Samfund
Arkiv

Når der mandag 14. marts skal vælges en ny borgmesterkandidat for Venstre i Skanderborg Kommune, kan valget meget vel falde på direktør i flødebollefabrikken Elvirasminde, Esben Karstensen.
Bestyrelsen i Venstres kommuneforening meldte nemlig mandag aften ud, at de vil indstille Esben Karstensen som borgmesterkandidat ved opstillingsmødet.
”Venstres bestyrelse har med indstillingen af Esben Karstensen, valgt en profil med erfaring fra lokalpolitik, relationer til ledende personer i Venstre og ledelseserfaring fra erhvervslivet, og som sammen med byrådsgruppen og bestyrelsen, kan formulere og formidle Venstres politik til vælgerne frem til valget i 2017,” siger Jens Erik Sørensen, formand for Venstre I Skanderborg i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Esben Karstensen, der er 54 år og bor i Skanderborg, var tidligt politisk aktiv og har i to perioder siddet i Præstø Byråd. Han har også tidligere været amtsformand for Venstre i Storstrøms Amt og medlem af Venstres hovedbestyrelse under VK-regeringen, og har relationer til flere centrale politikere i Danmark.
Efter årerne med politisk aktivitet, har Esben Karstensen efterfølgende taget en økonomisk uddannelse samt været rådgiver og direktør for selskaber i Danmark og udlandet. Siden 1999 har han været direktør for Elvirasminde.
bo