Fortsæt til indhold

25 ud af 27 politikere skriver under i Syddjurs

Borgmester Claus Wistoft tager, hvad der ligner en sidste runde om næste års budget torsdag med partier og lister. Kun Jesper Yde Knudsen og Anette Qvist Busk er ikke inviteret

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Meget tyder på, at der bliver sendt røgsignaler op fra rådhuset i Ebeltoft i løbet af torsdagen.

Her tager borgmester Claus Wistoft (V)? en sidste tur omkring bordet med partiernes og listernes gruppeformænd, enkelte med bisiddere, om Budget 2017.

Løsgænger Anette Quist Busk og Enhedslistens Jesper Yde Knudsen er blevet koblet af forhandlingerne.

Senest blev Jesper Yde Knudsen bedt om at pakke sin taske og forlade forhandlingslokalet på grund af uenighed om niveauet for fremtidens velfærd i kommunen.

Mandag morgen var borgmesteren forsigtig med at love, at 25 ud af 27 byrødder vil skrive under torsdag.
Ifølge Lokalavisens oplysninger er der kun få knaster tilbage, så mon ikke ...

Budgetbemærkninger files til

Det, som deltagerne skal blive enige om torsdag, er de bemærkninger, der altid er en politisk retningspil for de kommende år.
I år er kravene til præcise formuleringer skærpet, fordi det viste sig, at ikke alle havde den samme forståelse af budgetbemærkningerne sidste år.
Ikke da Budget 2016 blev vedtaget, men senere hen. Det affødte en længere holmgang og en skoledebat i de første måneder af 2017, hvor der pludselig sneg sig en debat om skolestruktur med ind.
Den havde flere politikere tydeligvis ikke kunnet læse ud af budgetbemærkningerne.