Fortsæt til indhold

Bredt flertal bag regions-budget

Region Syddanmark har en plan til 25 milliarder kroner

Samfund
Arkiv

Regionen Syddanmarks 2017-budget på godt 25 milliarder kroner er vedtaget af et bredt flertal. Enhedslisten, Nye Borgerlige og Liberal Alliance stemte imod med deres i alt fire stemmer. 37 stemte for.

Regionen skal ikke ud i en ny sparerunde næste år. Tværtimod er der rum til at prioritere nye tiltag, skriver Regionen i en pressemeddelelse. Flere af tiltagene stables dog på benene ved hjælp af statslige midler.
Parterne bag budgetaftalen har blandt andet givet hinanden håndslag på, at regionen skal arbejde med alternative måder at styre sygehusenes økonomi på, så sygehusene fremover i højere grad bliver motiveret til at have fokus på, hvad der giver værdi for patienten, i stedet for blot at have aktivitetsniveauet for øje.
Også arbejdet med at udvikle det gode, nære og sammenhængende sundhedstilbud til regionens borgere skal intensiveres i tæt samarbejde med kommuner, almen praksis, sygehuse og andre interessenter. Det åbner blandt andet mulighed for at arbejde med at tilbyde for eksempel røntgen og blodprøvetagning tættere på borgerne.
"Det glæder mig, at budgettet indeholder centrale elementer, som peger fremad. At vi vil se på nye måder at styre sygehusenes økonomi på, så vi ikke kun har fokus på aktivitetsniveauet, men også på, hvad der skaber værdi og kvalitet for patienterne. Og at vi vil sætte flere midler af til hurtigere udredning og kortere ventetid samt intensivere samarbejdet med kommunerne og de øvrige aktører på sundhedsområdet om at styrke det nære sundhedsvæsen. Det skal alt sammen være med til at sikre gode rammer for patienterne fremover, hvad enten de lider af en fysisk eller psykisk sygdom," siger regionsrådsformand, Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.

Nej til nedslidende effektiviseringer

Regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen (S) fortæller, at de også i Socialdemokratiet er glade for forliget.

"Det er ikke rart at møde medarbejdere, der er helt nedslidte, fordi de bliver jaget rundt, når de er på arbejde. Og selv om de stadig viser et stort overskud, når de møder patienterne, så skal det ikke blive en sovepude for os. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu gør noget i forhold til den to-procents effektivisering, som sygehusene skal levere. Og så er vi meget tilfredse med, at vi nu intensiverer arbejdet med at udvikle det nære sundhedsvæsen – blandt andet ved at samarbejde med kommunerne om sundhedshuse – det vil lette hverdagen for mange patienter," siger han i pressemeddelelsen.
Også Dansk Folkeparti glæder sig over, at to-procents effektiviseringen er ude - og over, at budgetaftalen tilgodeser områder, som Dansk Folkeparti har haft fokus på.
"Vi har haft stort fokus på det psykiatriske område, og vi glæder os over, at der nu er sat midler af til at styrke det retspsykiatriske område, så de retspsykiatriske patienter ikke længere skal ligge på de almenpsykiatriske afdelinger. Vi glæder os også over, at der forsat er fokus på at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Det eneste – vi savner i aftalen – er, at vi anbefaler over for Sydtrafik, at de etablerer en rute mellem Billund og Flensborg," siger gruppeformand Thies Mathiesen i pressemeddelelsen.
Gruppeformand hos Det Konservative Folkeparti, Lasse Krull (C), ser årets budgetlægning som en overkommelig opgave.
"Her i foråret var vi gennem en barsk sparerunde. Men den ser vi resultatet af nu, for det nytter at være på forkant. Det har betydet, at budgetlægningen for 2017 har været en overkommelig opgave. Vi er især glade for, at indsatsen for at nedsætte antallet af infektioner, som patienterne erhverver sig på vores sygehuse, fortsætter. Vi er også glade for, at aftaleparterne var enige om at kigge på området regional udvikling og overveje, om området kan organiseres på en anden og smartere måde," lyder det fra ham.

Karsten Uno Petersen, Socialdemokratiet.

Nej fra tre partier

Enhedslisten stemte ikke for budgetaftalen, og Vibeke Syppli Enrum (Ø) begrunder hvorfor:
"Vi synes bestemt, at bekæmpelsen af effektiviseringskravet er væsentligt, men vi har ikke tillid til, at de gode intentioner bliver til virkelighed. Vi ønsker mere konkrete forslag, og at der er afsat nogle millioner kroner til at føre intentionerne ud i livet. Hvad angår regionens hjemtagning af ambulancedriften, så støtter vi bestemt op om den, men vi bekymrer os samtidig for, hvilke områder der kan blive udliciterede i fremtiden. Vi ønsker at sætte regionens udliciteringer i bero," siger hun pressemeddelelsen.
SF valgte at stemme for budgettet med den indstilling, at man må klippe en hæl og hugge en tå.

"Vi er glade for, at der er sat penge af til ekstra personale på de psykiatriske afdelinger. Det er vigtigt med ordentlige vilkår for patienterne men også for personalet, så vi kan fastholde de dygtige medarbejdere. De skal være trygge ved at gå på arbejde. Og så er vi godt tilfredse med, at der også er fokus på at skaffe flere praktikpladser til de unge mennesker på erhvervsområdet – for hvis ikke vi sikrer dem en læreplads, så taber vi en stor gruppe unge på gulvet. Vi håber, at vores ønske om at skabe flere faglærte stillinger i administrationen frem for akademiske stillinger, kommer med næste år," siger gruppeformand Ida Damborg i pressemeddelelsen.
Gruppeformand Kristian Grønbæk Andersen fra Det Radikale Venstre er især bekymret for lægedækningen i byer som Esbjerg.
"Det er bekymrende, at der mangler læger i en by som Esbjerg. Vi har kunnet håndtere udfordringen ind til nu, og vi troede, at vi havde løst den, men så popper problemet op igen. Derfor er jeg også glad for, at vi er enige om at se på, om der er mere, vi kan gøre for at få løst problemet – for eksempel ved at være mere fleksibel over for ønsket om delepraksisser," siger han.
Liberal Alliance stemte ikke for budgetaftalen, og begrundelsen fra gruppeformand Marianne Mørk Mathiesen lyder:
"Jeg synes, at aftalen er uambitiøs. 30 procent af sygeplejerskers registreringsarbejde vurderes af Dansk Sygeplejerske Råd til at være overflødigt. I næste års budget har Region Syddanmark ingen visioner om at nedbringe dette bureaukrati. Det er godt, at regionen vil arbejde for at friholde udvalgte afdelinger fra to-procents effektiviseringsreglen, men den eneste "afdeling", man på forhånd har friholdt fra effektivisering, er regionens egen administration. Det er fint, at man vil se på medicinudgifterne hos de praktiserende læge og hjælpe lægerne med at være samfundsøkonomisk ansvarlige ved recepudskrivelser," siger hun meddelelsen.
Også Nye Borgerlige, repræsenteret ved Holger Gorm Petersen, stemte imod aftalen.
"Jeg kunne ikke genkende mig selv i spareprocessen, og det kan jeg heller ikke i dette budget. Jeg kan ikke forstå, hvorfor en to-procents effektivisering skal betyde, at medarbejderne skal løbe hurtigere. Effektiviseringen kan jo også gennemføres ved, at der er noget, personalet ikke gør mere, eller at de skal gøre tingene på en smartere måde. Og så går jeg ind for, at regionens kræftramte borgere i de sønderjyske kommuner fortsat skal kunne modtage strålebehandling i Flensborg," siger han i pressemeddelelsen.
Holger Gorm Petersen havde en række ændringsforslag til budgettet – nogle fremsat sammen med Liberal Alliance. Alle disse ændringsforslag blev nedstemt.

Holger Gorm Petersen fra Nye Borgerlige. Arkivfoto: Peter Friis Autzen