Anne-Mette Winther Christiansen har ikke ændret synspunkt
Det tidligere folketingsmedlem fra Grenaa afviser alt snak om et comeback
Hvis Venstre i Norddjurs går med en forventning om at kunne overtale tidligere folketingsmedlem Anne-Mette Winther Christiansen, Grenaa, til at være kandidat til Regionsrådsvalget i 2017, bliver det ved forventningerne.
Læs også: Regionsrådsvalg: Venstre håber fortsat på Anne-Mette Winther Christiansen
"Jeg er ikke en, der springer fra tue til tue, så hvad jeg har sagt tidligere, står fortsat ved magt," bedyrer Anne-Mette Winther Christiansen.
Underforstået, hun er færdig med politik i traditionel forstand, men bestemt ikke med at bruge de erfaringer og det netværk som hun fik gennem 15 år i politik, fem i lokalpolitik og ti i landspolitik.
"Jeg er et andet sted i livet nu, så stop venligst med at kæde mig sammen med et politisk comeback," appellerer det tidligere folketingsmedlem.