Fortsæt til indhold

Ved tidligere borgmester Kirsten Wyrtz' død

Tom Bytoft, nuværende S-medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse, har skrevet de følgende mindeord om sin tidligere kollega og politiske mentor på vegne af sig selv og S-partiforeningen i Norddjurs Vest

Samfund
Arkiv

"Det er med stor sorg vi modtog beskeden om, at tidligere borgmester Kirsten Würtz er død.
Kirsten har altid været indbegrebet af, hvad der kan forståes ved et "ordentligt" menneske. En god og kærlig mor og hustru, en god og forstående ven, og en fantastisk dygtig politiker og borgmester.
Jeg lærte Kirsten at kende, da jeg for 20 år siden for første gang blev valgt til det daværende Sønderhald Kommune's byråd, og her mødte jeg et menneske der kunne favne bredt og kunne tage vare på alle de mangfoldige opgaver, som en borgmester har. Hun forstod på sin helt specielle og kærlige måde at hjælpe os nye ind i arbejdet, hun gav os oplevelsen af at være anderkendte og værdifulde.
Hun evnede - om nogen- opgaven, at være samlende for hele kommunalbestyrelsen.
Kirsten havde et stort hjerte for de svageste i vort samfund, de ældre, de syge og specielt børnene stod hende meget nær, og aldrig var hendes dør lukket for nogle, der ønskede at få hendes hjælp, til at få løst en opgave.
Kirsten valgte at forlade den politiske arena, da der blev dannet nye og større kommuner, det betød ikke at hun mistede interessen for politik, og social retfærdighed i opgaveløsningen. Vi var rigtig mange på tværs af politiske tilhørsforhold, der brugte Kirsten som rådgiver og mentor i vores politiske arbejde, og aldrig har jeg gået forgæves, uanset om udfordringen var lille eller stor.
Med Kirstens død er en meget stor personlighed her ikke mere, jeg har mistet min bedste rådgiver, og et menneske jeg satte meget højt. Kirsten stod om nogen for de værdier, som jeg værdsætter både politisk og som menneske, nemlig ærlighed, empati, engagement, ydmyghed og respekten for den opgave man har påtaget sig.
Mine tanker går til hendes familie.
Æret være Kirsten Würtz minde, - en stor personlighed er her ikke mere."