Mening med menigheden? I dag opstilles kandidaterne
Landet over er der i dag opstillingsmøder til menighedsrådsvalget 8. november
I dag afgøres sammensætningen af medlemmer til mange af landets kommende menighedsråd helt uofficielt, da der landet rundt afholdes opstillingsmøder til de kommende menighedsråd.
For de fleste sogne er opstillingsmøderne helt afgørende, da der mange steder kun bliver opstillet en kandidatliste, og derfor vil sognene allerede i morgen kunne fortælle, hvem der udgør deres nye menighedsråd, fortæller Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.
Selve menighedsrådsvalget afholdes 8. november, hvor cirka 12.500 menighedsrådsmedlemmer fra hele landet ny- eller genvælges til en fireårige valgperiode, men allerede i dag stiller kandidaterne op ved de såkaldte orienterings- og opstillingsmøder.
Alle, som er medlem af folkekirken og over 18 år, kan stille op til menighedsrådet i deres lokale sogn og på den måde få medbestemmelse i, hvordan deres lokale kirke skal drives.
De danske folkekirkemedlemmer står langt fra i kø til at stille op til menighedsrådsvalget. Den primære årsag er ikke mangel på tid, men snarere at danskerne ikke føler sig religiøse nok. Det viste en undersøgelse, som Analyse Danmark i foråret har foretaget for Kirkeministeriet blandt folkekirkens medlemmer.
Du bestemmer, hvad din kirke kan
Et menighedsråd sætter retningen for kirkens arbejde, og det er blandt andet menighedsrådets opgave at planlægge, hvilke aktiviteter der skal være i kirken – meditation, børnerytmik, ungdomsgudstjenester eller noget helt andet. Menighedsrådet administrerer også kirkens ejendomme og økonomi og har ansvaret for kirkens personale, dog med undtagelse af præsten.
Igennem foråret har Kirkeministeriet sat fokus på, at udbrede kendskabet til menighedsrådenes arbejde med en kampagne under navnet ”Du bestemmer, hvad din kirke kan”. Og noget tyder på, at den kampagne har været tiltrængt. I undersøgelsen fra Analyse Danmark svarede 43 procent af folkekirkens medlemmer nemlig, at de ikke vidste, hvad et menighedsråd laver.
Der findes i alt 1756 menighedsråd i Danmark, som hver består af mindst fem valgte medlemmer samt sognets præster.