Kirken er stedet for glæden og smerten

?”Søndag er den vigtigste dag, og jeg elsker at holde gudstjenesten. Søndag er der ro og der er vi sammen. Det er dagen, hvor vi får kræfterne til at leve i hverdagen.”
Det siger sognepræst Jørgen Gleerup, Thorsager, som søndag 18. september vil prædike til en festgudstjeneste i Thorsager Kirke for at markere, at det er 25 år siden, at han tiltrådte som kirkebogsførende sognepræst i det, som dengang var Thorsager-Bregnet Pastorat.
Efter gudstjenesten inviterer menighedsrådet til en let frokost i Egegård i Rønde kl. 12.30 for at fejre Jørgen Gleerups jubilæum.
”Jeg glæder mig altid til at prædike og gør mig altid umage med at vælge de salmer, vi skal synge til gudstjenesten,” siger Jørgen Gleerup, som kommer til at holde sin jubilæumsprædiken i Thorsager Kirke, som er den kirke hans blik hver dag møder, når han træder ud på trappen i den smukke præstegård midt i Thorsager.
Jørgen Gleerup er næsten nabo til Jyllands eneste rundkirke, og han er med sine egne ord ”vildt fascineret” over at holde gudstjenester i Thorsager Kirke.
”Det er et fantastisk kirkerum, og det er en fascinerende tanke, at det blev bygget sten for sten for over 800 år siden.”

Rødder i landbruget

Jørgen Gleerup kom med sin familie til Thorsager for 25 år siden fra en stilling som sognepræst ved Ravnsbjerg Kirke i Viby.
”Vi er begge bondebørn og ville prøve en anden virkelighed,” siger Jørgen Gleerup om sin og hustruen Ruths beslutning om at søge embedet, som blev ledigt, da sognepræst Bent Lumholt gik på pension, og dermed rejse fra forstadskirken i Aarhus til landsognet med præstegård i Thorsager.
Med embedet i Thorsager-Bregnet Pastorat kom Jørgen Gleerup tilbage til det landbrugssamfund – eller hvad der var tilbage af det – som han selv var opvokset i på Drammelstrupgård på Allingåbro-egnen.
”Jeg har altid vidst, hvor jeg kom fra og har altid følt mig allermest tilpas på landet. Ikke fordi jeg drømmer mig tilbage, men jeg er glad for, at jeg fik lov til at opleve den nærhed, som dengang fandtes i landbrugssamfundet,” siger Jørgen Gleerup om opvæksten i 50'erne og 60'erne på en gård med farmor og farfar som nærmeste nabo og 40 børn i landsbyen at spille bold med eller lege ”sparke til dåsen”.
Han tog realeksamen på Auning Skole og blev derefter udlært herreekviperingshandler hos V. Markusen i Allingåbro og Randers.
Efter udstået læretid tog han på forældrenes anbefaling – de havde selv som unge gået på den grundtvigske Frederiksborg Højskole – på et ni måneders højskoleophold i Telemark i Norge og fik et positivt chok i mødet med kultur, musik, den norske natur og roen, og 91 unge nordmænd.
”Har blev jeg klar over, at jeg ikke skulle tilbage og stå i en forretning. Jeg ville gerne være præst,” siger Jørgen Gleerup, som allerede som ung som spejder havde været aktiv i ungdomsarbejdet i kirken.
På to år tog han nysproglig studentereksamen på Høng Studenterkurs og begyndte i 1976 at læse teologi på Aarhus Universitet. I Aarhus mødte han sin kone, sygeplejersken Ruth, og de fik børnene Rune, Sidsel og Aske sammen.
Under studiet arbejdede han som sognemedhjælper og havde konfirmandundervisning og tog del i det ungdomsarbejde og den religionspædagogik, som har optaget ham meget siden, og som efter ansættelsen ved Ravnsbjergkirken i 1983 fyldte meget i et nyt forstadssogn med store boligblok-kvarterer og masser af børn.

En stor arbejdsplads

Efter otte år i Viby rykkede familien Gleerup til Thorsager, hvor Jørgen Gleerup blev kirkebogsførende sognepræst i Thorsager-Bregnet Pastorat med Grethe Jørgensen som hjælpepræst. Hun blev i 2000 afløst af Ulle Morre Bidstrup i en ny stilling, så der nu var to sognepræststillinger i pastoratet.
I 2012 blev der gennemført en omstrukturering, da Feldballe sogn blev indlemmet i pastoratet.
”Vi havde et naturligt fællesskab i den tidligere Rønde Kommune, og det var mere rationelt og gav en bedre økonomi at være sammen,” siger Jørgen Gleerup, som i dag er en del af en samlet arbejdsstyrke på 26-27 medarbejdere i pastoratet.
”Vi gør meget ud af, at vi har en god arbejdsplads, og vi er priviligerede med mange dygtige medarbejdere.”
Menighedsrådet bliver stadig valgt i de forskellige sogne og arbejder i en struktur, hvor forskellige udvalg leverer indstillinger til det samlede menighedsråd på 26 medlemmer.
”Jeg har altid været glad for at være her, og har altid været omgivet af gode menighedsråd.”
Til de spændende opgaver regner Jørgen Gleerup de to store renoveringer af Thorsager og Bregnet kirker, hvor især den indvendige renovering af Bregnet Kirke fuldstændig ændrede kirkens udseende.

Kirkens plads

Jørgen Gleerup og hans familie har altid været en del af hverdagslivet i Thorsager og taget del i arbejdet i Bylauget, hos spejderne, som fodboldtræner for sine børns hold, og som Old Boys fodboldspiller i TRIF.
Han er en flittig foredragsholder rundt i foreninger og forsamlingshuse, og til sammenkomster har han tit sin guitar med og underholder gerne med en vise eller en sang. Sammen med to andre Thorsager-borgere har han næsten opnået ”kult-status” i trioen Kanstrup, Gleerup og Thomsen, de tre tenorer, som med viser, sange og evergreens fra 60'er- og 70'er sangskatten gerne optræder til velgørende arrangementer i lokalområdet.
Inden for litteraturen holder han særlig af Martin A. Hansen og Jens Smærup Sørensen, mens det store musikalske forbillede er Bob Dylan.
”Han er fuldstændig sig selv og er i stand til gang på gang at dekonstruere sig selv. På den måde er vi nødt til at være i stand til at vende tingene på hovedet og udtrykke os på nye måder, for at kunne være i os selv og gøre vores budskaber troværdige. Det gælder også mig selv, når jeg prædiker i kirken. Jeg bygger på traditionen, men er nødt til at forny mig inden for traditionen,” siger Jørgen Gleerup.
Han kan være bekymret for, om der på landet bliver ved med at være et kirkeliv.
”Kirkelivet er nødvendigt for at der er et folkeliv. Kirken skal være med til at skabe ånd og ikke bare materie.”
Det anfægter ham, at nogen melder sig ud af Folkekirken, og som kirkebogsførende sognepræst følger han ind- og udmeldelserne.
”Men jeg er ikke bange for Folkekirkens eksistens. Modtrækket er, at vi gør vores arbejde så godt som muligt, og at vi er dér, hvor ingen andre vil være – nemlig dér, hvor de største glæder og de største smerter findes. Derfor et der vigtigt, at der er en kirke.”