Fortsæt til indhold

Vold-tunet Puch Maxi kåret til Djurslands hurtigste knallert

Næsten tyve veteranknallerter dystede om at køre stærkest på rullebånd til Hjorddrengenes Marked i Kolind

Samfund
Af Martin Schultz

Djurslands hurtigste knallert kørte mindst 99 km/timen, da Hjorddrengenes Marked onsdag eftermiddag lagde asfalt til en usædvanlig konkurrence for veteranknallerter.
Den vindende knallert tilhørte Michael Klessner fra Maxi-brødrene i Ryomgård, som er en klub af Puch Maxi nørder, som vinteren igennem skruer på deres veteranknallerter.
Og Maxi-brødrene kom kørende på deres knallerter, så og sejrede, da konkurrencen var i gang i Kolind til Hjorddrengenes Marked, hvor de lokale veteranknallert-entusiaster havde taget initiativet til ikke blot at udstille en masse veteranknallerter, mens også at afholde en fartkonkurrence på rullebånd for at finde Djurslands hurtigste knallert.
Så den ene gamle knallert efter den anden blev sat på rullebåndet, men de lokale NSU'ere, Puch'er, SCO'er og Mobyletter kunne ikke helt hamle op med de udenbys konkurrenter.

Anders Lund fra Kolind stillede op med en NSU Quickly og blev noteret for en fart på 47 km/t. Foto: Martin Schultz

Maxi-brødre med fart i maskinerne

Længe så det ud til at Jørgen Norris Jensen fra klubben Drengene i Nørager skulle løbe med gevinsten på små 200 kr., som deltagerne havde indskudt med en 10'er pr. knallert, da hans Kreidler Florett 77 præsterede at køre 68 km/t på rullebåndet.
Men så dukkede fire knallerter fra Maxi-brødrene op, og de sprængt rammerne for farten i konkurrencen og præsterede alle hastigheder over Kreidler'en fra Nørager.
”Vi er en flok Puch Maxi-nørder, som skruer på vores Puch Maxi knallerter hver vinter. På vores knallerter er motorblokken standard, mens resten er vold-tunet,” siger Michael Klessner, som forsikrer, at Maxi-brødrenes knallerter ikke kører mere end de tilladte 30 km/t, når der er ude at køre tur.

Preben Obsen fra Kolind var den hurtigste helt lokale deltager på sin Puch MS 50, som kørte 55 km. Han havde et godt øje til sin svoger Jens Djurfelt, som nåede 54 km på en anden Puch. Foto: Martin Schultz

Kører kun med den fart man må

Kolind er hjemsted for en pæn stor gruppe veteranknallert-entusiaster, som allerede sidste år viste deres renoverede knallerter frem.
I år var der endnu flere knallerter udstillet på Hjorddrengenes Marked, og med konkurrencen om at finde Djurslands hurtigste knallert blev der præsenteret et nyt trækplaster til det populære marked i Kolind.
”Det vi har at gøre med er altsammen knallerter, der maksimalt må køre 30 km/t, har en 50 kubik motor og maksimalt 1 hk at trække med,” siger Peter Ditlev fra Drasbeks Auto, som lægger hus til nogle af de lokale knallertnørders aktiviteter.
Alle de deltagende knallerter kørte dog over 30 km/t på rullebåndet, selvom der for de flestes vedkommende var langt op til Maxi-brødrenes fartrekorder. Så det tyder på, at der i al uskyldighed bliver puslet med ”konstruktive ændringer”, som politiet kalder de hakkede og borede knallerter, som fra tid til anden bliver stoppet på offentlig vej.
”Vi kører ofte ture sammen, men det foregår altid i samlet flok på en lang række og vi kører aldrig mere end vi må,” forsikrer Peter Ditlev.

Jørgen Norris Jensen fra Drengene i Nørager så længe ud til at være hurtigst på sin Kreidler Florett 77. Men det var kun indtil Maxi-brødrene fra Ryomgård dukkede op på Hjorddrengenes Marked. Foto: Martin Schultz
De fire Maxi-brødre fra Ryomgård var bare meget hurtigere end alle andre på deres Puch veteranknallerter. Foto: Martin Schultz