Anmelder forlod afhøring midt i det hele
Af Jacob Hove
Tirsdag aften gennemførte politiet flere tekniske undersøgelser ved Vor Frelsers Kirke i Vejle.
Ifølge Vejle Lokalpoliti er der blevet anmeldt en sædelighedsforbrydelse, og det var denne anmeldelse, der tirsdag aften fik politiet til at undersøge området ved kirken på Strandgade.
Nu oplyser Vejle Lokalpoliti, at anmelder, en kvinde, har været inde til genafhøring hos politiet.
Her blev hun ifølge Vejle Lokalpoliti konfronteret med nogle facts, som ikke stemmer overens med hendes forklaring, hvilket fik hende til at forlade stationen.
Der blev desuden ikke fundet noget i forbindelse med de tekniske undersøgelser.
Politiet har ikke yderligere kommentarer til sagen.