Dansk Elvis-museum skal betale 500.000 kroner for at krænke Graceland
Sø- og Handelsretten har onsdag dømt det danske museum for afdøde Elvis Presley, Memphis Mansion, til at betale en bøde på 500.000 kroner for at have krænket de selskaber som i dag ejer Elvis´ tidligere hjem Graceland i Memphis. Tidligere hed det danske museum nemlig Graceland Randers, og det mente amerikanerne brød med deres rettigheder.
Memphis Mansion var også sagsøgt for andre forhold blandt andet for at have solgt kopivarer, men det blev man frikendt for.
"Vi er blevet frikendt i 2/3 af sagen og det er jeg meget taknemmelig over. Men 500.000 kroner ud af et søgsmål på 1.500.000 kroner skal selvfølgelig lige "sluges" og jeg overvejer selvfølgelig at anke denne del af sagen. Jeg vil godt her takke alle som har bakket op og vist sympati. I har på hver jeres måde gjort hverdagen så meget lettere...også en KÆMPE tak min advokat Nick Langschwager for et fantastisk arbejde," udtaler Henrik Knudsen, der er manden bag det danske Elvis-museum.