Fortsæt til indhold

Spænding helt punkteret før Venstres opstillingsmøde

Britt Bager får ingen modkandidater, når Venstre onsdag aften afholder opstillingsmøde i Rønde

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Der bliver tale om en ren kåring, når Venstre på Djursland afholder opstillingsmøde i Rønde Idrætscenter med det formål at finde en ny folketingskandidat.

Britt Bager var ikke uventet eneste kandidat til at afløse Anne-Mette Winther Christiansen, der ikke blev genvalgt ved Folketingsvalget i juni 2015, da formand for kredsbestyrelsen, Mogens Høegh Hørning, ved deadline 21. september klokken 12, gjorde boet op.

De to Venstre-medlemmer af Norddjurs Kommunalbestyrelse, Hans Husum og Lars Østergaard, gjorde ikke alvor af at tage en tur i manegen med Britt Bager.

Både Husum og Øster­gaard var ellers tidligt ude i foråret med en melding om, at de 'stillede sig til rådighed', hvis Venstre mente, at en af de to kunne bryde igennem til Christiansborg.

Lang proces

Venstres kredsbestyrelse mente ikke, at hverken Husum eller Østergaard kunne løfte arven efter Anne-Mette Winther Christiansen, for allerede i foråret begyndte bestyrelsen efter et formandsskifte fra den CEPOS-inspirerede Lars Christian Lauridsen, Havhusene ved Hornslet, til den snusfornuftige landmand Mogens Høegh Hørning, Ørsted, at gøre tilnærmelser til Britt Bager.

“Kontakterne begyndte i foråret og har stået på siden. Jeg fornemmede straks, at interessen var seriøs, og jeg er glad for, at vi fandt hinanden,” siger Britt Bager, der skulle gøre op med sig selv, om hun ville forlade Favrskovkredsen som gav hende et fremragende valg i juni 2015.

Grenaa pige

Britt Bager var inderst inde aldrig i tvivl, om det rigtige i at skifte kreds.

“Jeg er født og opvokset i Grenaa, har gået i skole her og senere på handelsskole. Min far og mor bor her, og jeg har mange af mine venner her, så valget var egentlig nemt,” siger Briit Bager, der netop har rundet de 40 og høstet erfaring fra godt et år på Christiansborg.

“Jeg bor på Østerbro med min mand og lille dreng på to år, men det betyder ikke, at jeg ikke vil være at se på Djursland,” siger Britt Bager.

“Jeg er på Christiansborg fra mandag til torsdag, men de fleste weekender vil jeg være på Djursland.”

Hvor mange kommer?

Det mest spændende for Venstre og Britt Bager i forhold til opstillingsmødet bliver fremmødet.

Vil Venstres medlemmer i Norddjurs og Syddjurs bruge en onsdag aften i Rønde Idrætscenter, når alt er klappet af og veltilrettelagt?

Britt Bager får selvfølgelig lejlighed til at præsentere sig og sige noget om Regeringens 2025-plan og andre højaktuelle politiske emner.

Desuden dukker også Carsten Kissmeyer op onsdag aften. Han sidder på en fornem post som borgmester i Ikast-Brande Kommune, men sigter efter en endnu fornemmere post som formandskandidat ved det kommende valg til regionsrådet i Region Midtjylland i november 2017.