Grenaa får de lovede 40 nye arbejdspladser
Skatteministeren har lovet partifællen Britt Bager, at der ikke bliver pillet ved planerne i Grenaa
I sidste uge verserede der rygter om, at SKAT Grenaa alligevel ikke ville få de 40 nye arbejdspladser, som man var stillet i udsigt af Regeringen i oktober 2015 i forbindelse med udflytning arbejdspladser fra København til provinsen.
“Når den slags rygter opstår, så ved jeg af erfaring på Christiansborg, at det gælder om at gå i aktion med det samme,” siger Leif Lahn Jensen (S), MF, valgt i Djurskredsen.
“Jeg gik derfor i gang med at kontakte folk i fagbevægelsen og Norddjurs borgmester Jan Petersen for, at de kunne trykke på deres kontakter på Christiansborg.”
Duosamarbejde
Leif Lahn Jensen fattede også computeren og fik stillet spørgsmål til skatteminister Karsten Lauritzen (V) samtidig med, at han fik vækket sin kommende kollega i Djurskredsen, Venstres Britt Bager, som fik sat et møde op med skatteministeren.
Forsikring fra ministeren
På et formiddagsmøde forsikrede skatteministeren sin partifælle om, at rygterne ikke talte sandt, selvom også ministeren kunne bekræfte, at der havde været ugler i mosen.
“Han forsikrede, at alt går efter planen. Der er i øjeblikket rekrutteret 20 stillinger, og der skal rekrutteres yderligere 20,” forklarer Britt Bager.
Og det går godt med at få stillingerne besat.
“SKAT har modtaget mange kvalificerede ansøgninger i den første runde, og det forventer man også er tilfældet, når de næste 20 skal besættes,” siger Britt Bager, der ikke er i tvivl om, at sagen dermed er lukket, og at de 40 stillinger skal besættes i Grenaa, som en del af Regeringens plan om at udflytte statslige arbejdspladser.
Til gavn for Djursland
Leif Lahn Jensen har været meget tilfreds med samarbejdet med Britt Bager om denne sag, og det er gensidigt bekræfter hun.
“Det er sådan, vi fremover kommer til at bruge hinanden til gavn for Djursland,” siger Leif Lahn Jensen.