Fortsæt til indhold

Oplev stemningen på Tirstrup Idrætsefterskole

På ’Efterskolernes dag’ åbner skolen dørene for besøgende

Samfund
Arkiv

Oplev lugten i fodboldkælderen, smag kagen i spisesalen og mærk den særlige efterskolestemning helt tæt på. Det er bare nogle af ingredienserne i 'Efterskolernes Dag' på Tirstrup Idrætsefterskole søndag 25. september, der har åbent kl. 10-17.

Et hold tidligere elever er kaldt ind til at hjælpe med at vise rundt på skolen. De kender den endnu bedre end det nuværende elevhold, og de kan reflektere over, hvad efterskoleopholdet har gjort ved dem.

Samtidig er det nuværende elevhold i gang med aktiviteter rundt på skolen, så der er noget at se på og opleve, når man går rundt på værelser, på gangene eller i undervisningslokalerne.

Hver time holder forstander Jesper Ø. Pedersen et oplæg om skolen, dens værdier og hvad man kan forvente at opleve som elev på Tirstrup Idrætsefterskole.

Starter allerede klokken 10

Efterskolernes Dag er et landsdækkende Åbent Hus for alle efterskoler.

“Vi ved, at rigtig mange familier planlægger at nå flere efterskoler på samme dag. Derfor starter vi allerede klokken 10, så de kan nå flere skoler - eller måske skoler der ligger lidt længere fra hinanden,” siger Jesper Ø. Pedersen, der er forstander i Tirstrup, i en pressemeddelelse.

Nåede aldrig flere

Dorte Sterndorff og hendes eksmandmand Jens, afleverede i august deres yngste datter, Astrid, på Tirstrup Idrætsefterskole. Hendes to ældre søstre Johanne og Agnete har gået der for henholdsvis to og fire år siden og forældrene er mere end begejstrede for, hvad efterskolelivet har gjort for deres døtre.

”Pigerne har fået så meget godt ud af det, er blevet modnet og har lært at tackle og løse deres konflikter på en meget mere moden måde,” vurderer Dorte Sterndorff.

Pigerne har selv valgt

”Vi har været helt åbne over for, at Agnete og Astrid kunne vælge en anden efterskole eller vælge slet ikke at tage på efterskole, men de har begge været meget klare på, at de også ville til Tirstrup,” slutter Dorte Sterndorff.