Fortsæt til indhold

Fordeling ikke en hal(v) løsning, men en hel, siger borgmester

Tilskudsordning blev revideret en smule under byrådsmødet tirsdag aften

Samfund
Kian Johansen

Der var både sikkerhed og tvivl, da sagen om tilskuddene til hallerne i Favrskov var på byrådsmødet tirsdag.
Mens formanden for Kultur- og fritidsudvalget, Anders Nørgaard (S), var helt sikker på, at de mindre ændringer og tilretninger i hallernes tilskud ville fungere efter hensigten, så var flere fra Venstre lidt mere skeptiske heriblandt Anders G. Christensen og Christian Møller-Nielsen.
"Det har været en vanskelig opgave med at skabe harmonisering på området. Når jeg læser de mange kritiske høringssvar, så bliver jeg bekymret. Nogle af svarene repræsenterer jo flere hundrede frivilliges mening. Og det undrer mig, at en selvejende institution ikke kan råde over egne lokaler," lød det fra Christian Møller-Nielsen (V) med specifik henvisning til et høringssvar fra Hammel Idrætscenter.
Flemming Nørgaard (V), der er medlem af Børne - og skoleudvalget kunne oplyse, at et enigt udvalg havde besluttet sig for, at der skulle findes løsninger.
Anders Nørgaard (S) tog igen ordet og kunne lidt overraskende fortælle om de selvejende haller: "Det er altså ikke deres hal, den er bygger for kommunale penge," lød det, efterfulgt af en opfordring: "Der er plusser og minusser ved tildelingsmodellen, lad os nu følge den."
"Det er i den grad en fin model. Lad os sende den afsted. Vi holder jo øje med den. Vi kigger jo på den hvert andet år," lød det fra Thomas Storm (V).
Borgmester Nils Borring kunne afslutte debatten lidt spøgefuldt, med ordene: "Det her er ikke en hal(v) løsning, men en hel løsning."