Fortsæt til indhold

Det er så pinligt for os

Samfund
Jacob Hove

"Det er så pinligt for os."
Sådan siger skoleleder på Vinding Skole Karen Buhl Johannsen om en episode i fredags, hvor Vinding spillede fodboldkamp mod Mølholm Skole.
På et tidspunkt løber Vinding Skoles træner, der også er lærer på skolen, ind på banen, og det udvikler sig til et skænderi mellem ham og dommeren, der ender med at afbryde kampen.
Karen Buhl Johannsen fortæller:
"En af vores spillere lavede en fejl mod en af modspillerne og fik derefter skæld ud af dommeren. Det blev vores træner sur over, så han gik ind på banen for at fjerne spilleren fra dommeren. Dommeren råber, at træneren skal gå ud af banen, men han går ikke ud. De begynder at råbe af hinanden og kommer på et tidspunkt til at stå pande mod pande og råbe af hinanden. Og så bliver han udvist."
Ifølge Karan Buhl Johannsen var der en dårlig stemning, efter at kampen blev afbrudt.
"Jeg har hørt, at nogle gav dommeren fingeren, da han kørte fra stedet. Nogle af børnene var sure på dommeren, fordi han stoppede kampen, og mange var rystede over, at en lærer, som er en rollemodel for mange, kunne opføre sig på den måde."

Karantæne

Karen Buhl Johannsen siger videre, at det er synd for børnene, at kampen skulle ende på den måde, og i mandags havde skolens lærere så en snak med eleverne ude i klasselokalerne.
"Vi havde en snak med dem i går. Vi fortalte dem, at det var forkert, det der skete, og at dommeren altid har ret. Det er så pinligt for os, for vi gør så meget ud af, at man skal opføre sig på en bestemt måde, og det her går imod alt det, vi står for."
Karen Buhl Johannsen fortæller, at den pågældende lærer er blevet udelukket af skolefodboldturneringen i to år, men hun kan på grund af sin tavshedspligt ikke oplyse, om det har fået andre konsekvenser for den pågældende lærer.