Fortsæt til indhold

Kommuneskat og bosætningsstrategi - er der en sammenhæng?

Her er der et område, der skiller vandene i Syddjurs Byråd

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Kommuner opkræver personskatter, ejendomsskatter og afgift for erhvervsejendomme (dækningsafgift).

Kigger aarhusianske børnefamilier på, om personskatten er på 25,9 procent eller 25,7 procent?

I Syddjurs Byråd skiller de ideologiske vande.

Ubetinget ja, svarer den borgerlige fløj, inklusive det på velfærdsområdet særdeles venstreorienterede Dansk Folkeparti.
Overhovedet ikke, svarer venstrefløjen i kor fra Socialdemokratiet over SF til Enhedslisten. Potentielle bosættere går efter venstrefløjens mening mere op i gode skoler, daginstitutioner og serviceniveau.

Løsgænger Anette Quist Busk svinger lidt i skatte-synspunktet.
Sidste gang temaet var oppe at vende i 2014, hvor et flertal bestående af SF, Socialdemokraterne, Enhedslisten og DF fik skruet kommuneskatten op med 0,2 procentpoint fra 25,7 procent til den nuværende skatteprocent på 25,9, var løsgængeren mere på den end med på den.

Borgerlisten fik en kurv

Det bed ikke på venstrefløjen, at Borgerlistens Peter Andersen tidligt i budgetdebatten spillede ud med et forslag om, at bringe personskatten ned på 25,7 procent i 2017. Forskellen mellem 25,9 og 25,7 procent er lig med 12,8 mio. kroner.

Ved en skattenedsættelse på 12,8 mio. kroner vil Syddjurs Kommune, fra en tilskudspulje for de kommuner, der nedsætter skatten i 2017, modtage et tilskud på 8,7 mio. kroner (75 procent), og sammen med et mindre, såkaldt skrå skatteloft, vil det bidrage med yderligere 1,2 mio. kroner. Skattenedsættelsen på kr. 12,8 mio. vil således koste Syddjurs Kommune 2,9 mio. kroner, lød Peter Andersens ræsonnement.
Eller sagt med andre ord: en skattenedsættelse på 0,2 procentpoint ville tilføre borgerne 12,8 mio. kroner mod at betale 2,9 mio. kroner.

Tilskuddet, fra skattenedsættelsespuljen, nedtrappes over de næste 3 år. En skattenedsættelse på 0,2 procentpoint ville i årene 2017-2020, betyde et yderligere rådighedsbeløb til borgerne i Syddjurs Kommune på i alt 53,6 mio. kroner, hvor den reelle udgift vil beløbe sig til 24,6 mio. kroner.

Fakta: Skatten i i de 13 Business Region Aarhus Kommuner

Sådan er skatteniveauet i de 13 Business Region Aarhus Kommuner:

Kommune - Udskrivningsprocent i 2017 - Grundskyldspromille øvrige ejendomme i 2017 - Grundskyldspromille landbrugsejendomme mv. i 2017 - Dækningsafgiftspromille erhvervsejendommes forskelsværdi i 2017

Favrskov 25,7 23,32 7,20 0,00
Hedensted 25,4 18,00 3,20 0,00
Horsens 25,2 22,56 7,20 0,00
Norddjurs 25,6 34,00 7,20 0,00
Odder 25,1 30,32 7,20 0,00
Randers 25,6 27,93 7,20 4,50
Samsø 26,0 30,75 7,20 0,00
Silkeborg 25,5 28,26 7,20 0,00
Skanderborg 25,7 24,66 7,20 0,00
Syddjurs 25,9 33,80 7,20 0,00
Viborg 25,7 23,70 7,20 0,00
Aarhus 24,4 24,58 7,20 5,75