Pardans S og DF?

”Stuerene, det bliver I aldrig”, sagde tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) om Dansk Folkeparti i 1999. Fire år efter, at Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl & co. havde sagt farvel til anarkisterne i Fremskridtspartiet. Nu ville de være et stuerent og demokratisk parti, som de øvrige på Borgen kunne regne med.
Netop derfor ramte Nyrups karakteristik den dengang unge partileder Pia Kjærsgaard særdeles hårdt. Den tidligere statsministers konstatering har siden fået symbolsk betydning, og den vil gå over i historien, som statsmanden Jens Otto Krags: ”… at man har et standpunkt, til man tager et nyt …”
Ligesom med Krag glemmer man imidlertid som oftest den sammenhæng, som bemærkningen faldt i.
Det er den, der er interessant. Poul Nyrup Rasmussen var en presset mand i 1999, hvor magten var ved at glide ham af hænde, fordi hans vælgere begyndte at sive over til Dansk Folkeparti. De nye politiske himmelstormere havde fået bragt udlændingepolitikken øverst på dagsordenen, og det tvang statsministeren til at tage bladet fra munden og fortælle sine vælgere, at Dansk Folkeparti var frø af ugræs grundet Kjærsgaard & co's syn på flygtninge og indvandrere.
Det har siden gjort det svært for hans efterfølgere at vinde de tabte vælgere tilbage i folden, og en indlysende forklaring på, at Socialdemokratiet med hastige skrift har nærmet sig Dansk Folkeparti i udlændingespørgsmålet, som årene er gået siden.
Modsat har Dansk Folkeparti forsøgt at overhale Socialdemokratiet venstre om i velfærdspolitikken, og det har givet partiet forklaringsproblemer, fordi Dansk Folkeparti i egen optik - lidt endnu - ser sig som tilhørende blå blok.
Sådan bliver det ikke fremover. De politiske sonderinger, der har været på Christiansborg mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i Mette Frederiksens tid, vil blive forstærket i de kommende år. Den politiske afstand mellem et nationalkonservativt Dansk Folkeparti, et meget liberalistisk Liberal Alliance og et Konservativt Folkeparti, der er ved at gå op i limningen på grund af uduelig og mangelfuld ledelse, holder måske dette efterår ud, men ikke ret meget længere.
I Norddjurs Kommune læste borgmester Jan Petersen tidligt situationen rigtigt og allierede sig med familien Andersen i Grenaa, Inger K. og Bent Andersen. De to har været omdrejningspunktet for Dansk Folkeparti i Norddjurs, siden partiet blev født, og de har fra første dag, Jan Petersen satte sig i borgmesterstolen, haft tillid til ham. Norddjurs borgmesteren kunne se, at de to og andre DF'ere i Norddjurs var socialdemokrater i gammeldags H.C. Hansen-forstand. Ikke til vilde eksperimenter, men pragmatikere med stor social forståelse, lyst til at bevare nærheden og ulyst til globalisering og centralisering. Dem kunne Jan Petersen lave politik med, og derfor besøger han jævnligt familien Andersen i huset på Havnevej i Grenaa.
Forsøg fra Venstre på at rykke Dansk Folkeparti over i blå lejr har da også prellet af. Et taktisk mesterstykke af Jan Petersen, men spørgsmålet er så, om han kan fastholde Dansk Folkeparti tæt på sig efter næste kommunalvalg i 2017, hvor der kommer et generationsskifte i Dansk Folkeparti?
Jeg tror det. I takt med at alliancen bliver tættere på Christiansborg, jo mere vil det også afspejle sig ude i kommunerne. Det vil hjælpe Norddjurs borgmesteren.
Han har altid anerkendt Dansk Folkeparti som et politisk parti som alle de øvrige, og det skal holdes til truget. Det kan bedst ske i et tæt samarbejde og ved at give Dansk Folkeparti politiske lunser og indrømmelser.
En udvalgsformandspost til DF efter valget i 2017 er med garanti allerede i Jan Petersens tanker, hvis den nuværende borgmester da bliver genvalgt og kommer stående ud af det igangværende politiske stormvejr, han er ude i, i kølvandet på det vindmølleprojekt, der er planlagt ud for Grenaa Havn med Staten som myndighed.
Jan Petersen har fra første færd taget Dansk Folkeparti seriøst. Det er blevet gengældt – ikke som en vennetjeneste, men i en fælles erkendelse af, at begge partier deler en lang række synspunkter lokalt på det sociale område, og ligeledes er enige om, at nytænkning ikke pr. definition er rigtig tænkning. Begge partier har en kæmpe veneration og respekt for Grenaas historie og nære fortid som industriby – det sidste er ikke det mindst vigtige. Det overser man tit …"