Hornslet virksomhed nomineret
Virksomheden Refurb kan blive Årets Iværksætter 2016 i Region Midtjylland
?Virksomheden Refurb i Hornslet, som køber og sælger genbrugt it-udstyr, computere, smartphones og tablets, er på fem år vokset fra tre til godt 30 ansatte og har fra år til år fordoblet omsætningen.
Det er blevet bemærket hos en af verdens største revisions- og konsulentvirksomheder, Ernst & Young (EY), med 190.000 ansatte og aktiviteter i 150 lande.
EY har således netop nomineret Refurb, som en ud af fem virksomheder i Region Midtjylland, til prisen som Årets Iværksætter i kategorien Start Up.
En kategori hvor virksomhederne er unge og med et stort potentiale og drive. Derudover skal virksomhederne være kendetegnet ved et stort ambitionsniveau og gennemslagskraft og have en sjælden grad af iværksætterånd.
Kåringen af den regionale vinder finder sted 26. oktober i Århus. Vinderen her går videre til den landsdækkende konkurrence, hvor den endelige vinder bliver inviteret til næste års internationale kåring i Monaco.
”Vi er naturligvis beærede og stolte over at være blandt de fem nominerede i region Midtjylland, siger Refurbs adm. direktør Ulrik Hjul Andersen, der stiftede virksomheden sammen med to gamle skolekammerater.