Hårde tider
Enighed i kommunalbestyrelsen om, at der skal skrues på flere knapper i Norddjurs’ økonomi de kommende år
Det, der står tilbage efter sidste uges vedtagelse af næste års Norddjurs budget, er, at der er bred politisk enighed om, at der skal træffes store politiske beslutninger de kommende år for at rette op på det billede af Norddjurs-økonomien, der tegner sig med et svagt økonomisk råderum og faldende kassebeholdning.
Fire store pinde
Borgmester Jan Petersen (S) fik hevet et solidt flertal hjem bestående af S, DF, Borgerlisten, Konservative, Liberal Alliance og løsgængerne Helle Plougmann og Pia Bjerregaard. Enhedslistens Ulf Harbo og SF's Mads Nikolajsen var også på nippet til at stemme for, men undlod at gøre hverken det ene eller andet.
Venstre og løsgænger Harald Grønlund meldte helt pas.
Forude venter en større holmgang om fremtidens skolepolitik, normering i daginstitutioner, inklusion og specialundervisning, samt på anlægssiden Djurslandsskolens fremtid.
Det store spørgsmå er lige nu, hvem der tør åbne debatten om skolerne.
Indtil videre er bolden sendt videre til Børne- og ungdomsudvalget.
2017 er valgår, så spørgsmålet er, om nogen i det hele taget tør åbne ballet om skolerne.
Det har tidligere vist sig, at det koster vælgere at melde for præcist ud. For eksempel at sætte navn på skoler, der skal lukkes.