Nyt makkerskab om Skolekirke
Sognepræst Maria Baungaard og skolemedarbejder Pia Nielsen sammen om skolekirketjenesten i Syddjurs Provsti
Det bliver sognepræst Maria Baungaard, Mørke, som fremover skal være sparringspartner for skolemedarbejder Pia Nielsen om skolekirketjenesten i Syddjurs. Pia Nielsen, der har en faglig baggrund som skolelærer, er nu tilbage på pinden igen efter veloverstået barsel.
"Maria Baungaard har påtaget sig en ekstra opgave for hele Syddjurs Provsti, fordi hun ved siden af, at hun er præst i Mørke Sogn nu også er tilknyttet skolekirketjenesten i Syddjurs Provsti," siger provst Benedikte Bock Pedersen.
"Opgaven som præst tilknyttet skolekirketjenesten er først og fremmest en opgave, som består i at være teologisk sparringspartner for Pia Nielsen. Maria Baungaard skal være idegenerator for nye skolekirkeprojekter og samtidig sikre et godt teologisk fagligt niveau, men der er dog ingen tvivl om, at Maria Baungaards primære opgave fortsat er at være sognepræst i Mørke og Ådalens pastorater," understreger provsten.
Glæder sig
Maria Baunegaard afløser sognepræst Eva Pedersen, der sidste efterår skiftede præstejobbet ud i Ådalens Pastorat, men en præstestilling i Hinnerup.
"Jeg puslede med tanken, at det kunne være spændende at afløse Eva, da hun skiftede job," fortæller Maria Baungaard.
"En spændende opgave, fordi den kan hjælpe mig på vej i min udvikling som præst. Jeg er meget optaget af at forkynde kirkens budskab på lidt andre måder end de traditionelle, og det vil samarbejdet med Pia og børn og unge ude på skolerne give mig mulighed for."
Startede i 1994
Skole-kirke-samarbejdet i Syddjurs tog sine første skridt i 1994. Det blev etableret med det formål at styrke og udbygge det lokale samarbejde mellem skolen og kirken.
I mange år var det sådan, at de fleste præster var aktive i skole-kirke-samarbejdet og også blev inddraget omkring idéfaser og udarbejdelse af nye tiltag. Men af ressourcemæssige årsager blev det for nogle år siden nedsat et skole-kirke-udvalg, der sammen med to projektmedarbejdere laver de forskellige tilbud til skolerne.