Projekt asfalteret banesti er nu og her sat på stand by
Det er ikke muligt at skaffe penge til at komme asfalt på banestien fra Allingåbro til Randers
Liberal Alliances Jens Meilvang, formand for Miljø og Teknikudvalget, mener fortsat, at det kan blive et hit for mange borgere (cyklister, løbere, gående og naturelskere) at putte asfalt på den 17 kilometer lange jernbanestrækning fra Allingåbro til Randers, men lige nu her er det bare ikke muligt at finde pengene, budgetoverslag: cirka 15 mio. kroner, hos fonde eller i eksterne puljer.
Det lå på forhånd i kortene, at hovedparten af finansieringen skulle findes i andre kasser end kommunekasserne.
“Derfor har vi besluttet at lægge projektet ned, men det kan blive aktuelt senere at tage det frem igen,” siger Jens Meilvang.
Vi, i denne sammenhæng, er Norddjurs og Randers Kommuner.
13,5 kilometer af de i alt 17 kilometer ligger i Randers Kommune, resten i Norddjurs.
Den tidligere bane mellem Randers og Allingåbro blev officielt nedlagt i 2015 af Transportministeriet.
Det var Liberal Alliance, der fik ført til protokols i Norddjurs Kommunes 2015 Budget, at banestiprojektet skulle fremmes.
Kritiske røster
Jens Meilvang mødte kritik fra flere borgere i Allingåbro, da han tidligere på året lancerede projektet, fordi en asfalteret cykelsti vil betyde farvel til skinnecykelprojektet i byen.
Det fortsætter som hidtil.