Kunst på skøn plet mellem sø og hav
Elsebeth Christiansen og Maria Le Fevre udstiller deres værker på malerisk sted Rugård Strand
Det smukke herregårdslandskab og naturen ved Rugård Strand skaber en spændende ramme om en kunstudstilling i efterårsferien.
Det er den tidligere leder af Rønde Frie Skovbørnehus, Elsebeth Christiansen, der i sommer stoppede efter 25 år i spidsen for den kendte skovebørnehave i Rønde, der nu som senior har virkeliggjort sin drøm om at arbejde mere sammenhængende med billedkunst.
Det sker i unikke rammer på et lille husmandssted ved Rugård Strand, som Elsebeth Christiansen gennem nogle år har lejet af Rugård Gods, og som med sin beliggenhed med Kattegat til den ene side og en af søerne på Rugårds jorder til den anden side danner et spændende rum for en udstilling af kunst under åben himmel.
I kontakt med vind og vejr
Elsebeth Christiansen har til udstillingen allieret sig med billedkunstneren og bland-Art kunstneren Maria le Fevre, som bor ved Ejer Bavnehøj.
Billedmageren Elsebeth Christiansen lader sig inspirere af naturen og sin hverdag på denne skønne plet med udsigt over strand og vand og nærkontakt med vind og vejr.
”Det er et godt sted at arbejde med kunst. Her er fred og ro, en fantastisk natur, og skiftende lys og kontraster,” siger Elsebeth Christiansen, som maler intuitivt og abstrakt og både arbejder indenfor og udenfor. Hun maler med acrylfarver på lærred og bruger også frottage-teknikken, hvor man ved at gnide overfører motiver eller materialestrukturer til et værk.
”Min malerier er båret af de stemninger og følelser jeg bærer på. Det kan være sorg, glæde, ensomhed, nærhed. Jeg har malet gennem hele mit arbejdsliv, og har gjort det for min egen fornøjelses skyld,” siger Elsebeth Christiansen.
Sensitiv og sansende
Maria le Fevre har gennem flere år arbejdet kreativt sammen med Elsebeth Christiansen. Hun er uddannet kunstterapeut og arbejder som pædagog med voksne, som er anbragt på institutioner. Men hun har også arbejdet meget med børn og kunstneriske processer for at give fantasien frit ved for eksempel at samle skrot og skrald.
I sin egen kunst er hun meget optaget af at lave tredimensionelle billeder af alverdens materialer.
”Jeg kalder det bland-Art. Jeg finder materialer og ting overalt og bruger det til at skabe billeder med. Det er en måde at bruge verden på og samle mig selv på. Alt er her inde og ude: det smukke, det sarte, det grimme, det ubehagelige, det jeg ikke vil se, det jeg fremhæver og elsker. Så mine billeder er alle udtryk for umiddelbare stemninger, følelser og oplevelser,” siger Maria le Fevre, som kalder sig et sensitivt og sansende menneske med et rigt indre liv fuld af følelser, tanker, stemninger og billeder. Hun udstiller både malerier og forskellige bland-Art skulpturer med mange forskellige og overraskende udtryk.
Udstillingen i dette midlertidige 'Galleri i det fri – mellem hav og sø' har fernisering lørdag 15. oktober fra kl. 11 til 15. Udstillingen har åbent dagligt mellem kl. 11 og 15 frem til lørdag 22. oktober.
Galleriet ligger på Rugårdsvej 4C tæt ved Rugård Camping.