Fortsæt til indhold

20 kilometer vandresti indvies i Nationalparken

Snoren klippes lørdag 15. oktober for den certificerede sti

Samfund
Arkiv

Borgmester Claus Wistoft klipper lørdag 15. oktober båndet til Mols Bjerge-Stien, en ny 20 kilometers vandresti i Nationalpark Mols Bjerge. Indvielsen finder sted fra kl. 9 på p-pladsen på Molsvej over for Femmøller Efterskole.
Efter den officielle indvielse er der fælles vandretur for dem, der har lyst til at begive sig ud på den nye sti.
Ved Poskær Stenhus byder Nationalpark Mols Bjerge på en lille forfriskning.

Minimum 60 kilometer

Det har fra projektets begyndelse været målet, at ruten skal leve op til de forventninger, som også rutinerede vandrere har. Derfor er Mols Bjerge-Stien certificeret efter Dansk Vandrelaugs kvalitetsnormer.

Men det er også målet at lade ruten certificere internationalt hos European Ramblers Association. Det sker, når Nationalparken sammen med sine partnere, Naturstyrelsen Kronjylland og en række private lodsejere, er klar med de næste to sti-sløjfer på hver 20 km.
En international certificering kræver nemlig samlet 60 kilometers kvalitetssti.
Arbejdet med de næste 20 km er i gang, men det er ikke muligt at sige, hvornår de næste stisløjfer er færdige.

Populært at vandre

Det er blevet populært at vandre i naturen og nyde omgivelser, ro og bevægelse. Det oplever blandt andet de ansatte i Nationalparkens sekretariat. Der er nemlig stigende efterspørgsel fra lokale mennesker og gæster i området, der gerne vil ud for at vandre i to-tre dage.

I dag er der dog ikke en sammenhængende vandrerute, og det er baggrunden for arbejdet med at skabe sammenlagt 60 kilometer vandrerute, hvoraf Mols Bjerge-Stien er første strækning.

Det er et enormt arbejde at finde, aftale, kortlægge og opmærke en rute, og dér har frivillige fra Nationalparkens FrivilligGruppe været en stor hjælp.